Langdistanceløber Anders Rømer - Simple Feast

Aktiv livsstil: Anders Rømer x Simple Feast

Photocredit: Dennis Balbay

Simple Feast støtter den aktive livsstil. Derfor har vi i marts 2020 fokus på vores samarbejder med en række seje, dygtige og dedikerede atleter: 

  1. Tidligere verdensmester i 100 meter fri svømning Jeanette Ottesen

  2. Langdistanceløber og medstifter af NBRO running Anders Rømer 

  3. Professionel skateboarder Rune Glifberg

  4. Professionel bokser Sarah Mahfoud 

Sammen med dem ønsker vi at sætte fokus på, hvordan Simple Feast og en aktiv livsstil er det perfekte match. Hvordan får de 4 atleter træning, mad, hverdag og bæredygtighed til at gå op i en højere enhed?

Anders Rømer

Anders Rømer er langdistanceløber og medstifter af NBRO running. I år kan han fejre jubilæum, når han til maj har planer om at løbe sit 10. Copenhagen Marathon i træk. Han har indtil nu løbet 27 marathons, hvor hans bedste tid er 2:32. 

Anders har løbet siden gymnasiet og har bl.a. gennemført alle 6 såkaldte "Marathon Majors" (London, Berlin, Tokyo, New York, Boston og Chicago). 

Når han ikke slider vejene i sine løbesko, arbejder han som psykolog og DJ.

Privat danner Anders par med kæresten Mini, og sammen har de sønnen Billy på 11 måneder.

Hvorfor sagde du ja til samarbejdet med Simple Feast?

Kost er en stor del af en langdistanceløbers liv. Jeg elsker at spise lækker mad, og det har altid været vigtigt for mig at indtage det rigtige, så krop og sind er i balance. Min hverdag er travl, og sådan har jeg det egentlig bedst.

Efter at have fået en søn har jeg dog måttet sande, at det nogle dage bliver til lette løsninger i forhold til aftensmaden. Her glæder jeg mig til at få en håndsrækning fra Simple Feast, så hele familien stadig kan få optimale måltider hver dag. 

Hvordan kom du på idéen med at starte NBRO running?

Vi var 4 drenge, der begyndte at løbe en lang tur sammen hver lørdag i forbindelse med en Nike-konkurrence. Konkurrencen handlede om at samle kilometer ind til den bydel, som man repræsenterede. Vi repræsenterede Nørrebro og vandt konkurrencen. Efterfølgende var vi enige om, at det ikke gav mening at stoppe med at løbe sammen, bare fordi konkurrencen var slut.

Hvor meget løber du ca. om ugen?

Ca. 100 km. Lidt mere i hårde træningsperioder, lidt mindre i off season.

Hvordan forener du din aktive livsstil med dit privatliv, og hvad kræver det af din træningspartner?

Jeg prøver at optimere, hvor jeg kan. Fx løber jeg fast til/fra arbejde 2-3 dage om ugen. Min træningspartner er også dedikeret løber, og det betyder naturligt nok, at vores fællestid i hverdagen er begrænset. Men ingen af os ville undvære den daglige træning. 

Du er for nylig blevet far. Er du i den forbindelse blevet nødt til at omlægge noget i din aktive livsstil?

Jeg er begyndt at træne om aftenen efter puttetid. Det er vigtigt for mig, at min søn ikke kommer til at mangle nærvær og tryghed i sin opvækst, og derfor rangerer han selvfølgelig højere end løb på prioriteringslisten. 

Hvad er dit bedste råd til at komme i gang med at dyrke motion?

Find noget der motiverer dig. Du skal ikke dyrke motion kun for at forbrænde kalorier. For mig er fællesskabet enormt motiverende. Det er super fedt at træne med en gruppe, for så bliver de hårde pas typisk markant lettere at gennemføre. Så find nogle du kan dele træningen med og lav nogle aftaler, så du bliver holdt op på at komme ud og træne. Og køb noget fedt gear - man må aldrig gå ned på udstyret.

Hvilken anden sportsgren ville du ellers kunne være blevet bidt af?

For et par år siden købte jeg en racercykel, og hvis jeg havde mere tid, ville jeg køre i hvert fald 2-3 gange ugentligt - det er SÅ fedt. 

Tidligere spillede jeg håndbold (det er obligatorisk i Nordjylland, hvor jeg kommer fra), og det var også en sportsgren, der passede mig godt rent temperamentsmæssigt. 

I det hele taget elsker jeg sport, og jeg kunne også sagtens være blevet dedikeret til fodbold, tennis, volleyball eller boksning. 

Hvem laver hovedsageligt mad hjemme hos jer, og hvilke retter laver I oftest?

Egentlig kan jeg rigtig godt lide at lave mad, men jeg må indrømme, at min kæreste står for 80 %. Hun er rigtig god til at lave mad og går også meget op i det. Hun udtalte engang i et interview, at madlavning var som terapi for hende, og det har jeg holdt hende op på lige siden.

Vi laver ofte hjemmelavede tortillas med min nyerhvervede tortillapresse, som seriøst er mit bedste køb i mange år.

Hvad kunne du blive bedre til for at leve en grønnere hverdag?

At affaldssortere og måske droppe oksekød helt som mit store idol Martin Kongstad. Og så burde jeg nok stoppe med at købe nyt gear hele tiden.

Gør du noget for at klimakompensere?

Jeg er vokset op i et meget miljøbevidst hjem og har dermed altid taget hensyn til miljøet. Vi boede i en lille by ude på landet, og når vi skulle til fester i andre byer, måtte vi selv cykle hjem – mine forældre nægtede at starte bilen for dén slags. Det synes jeg egentlig var ret cool. 

Hvad er dit bedste råd til vores næste generation?

Ikke at lade sig skræmme eller bekymre af "de dystre udsigter". Jeg er helt sikker på, at vi er kloge nok til at finde ud af, hvordan vi lever et harmonisk liv her på kloden. Det er Simple Feast jo fx et fint eksempel på.

Følg med i Anders Rømers aktive livstil på Instagram

12.03 2020