Apps

B Corp: Lad os hæve barren for bæredygtighed

B Corp: Lad os hæve barren for bæredygtighed

En løbende temperaturmåling, når det gælder, hvor bæredygtige vi er. Sådan er Simple Feasts samarbejde med B Corp, der holder øje med virksomheders aftryk på verden. Udover os spænder medlemmerne fra The Guardian til Patagonia. Vi spurgte Steffen Kallehauge, Head of Growth i den danske del af B Corp, hvor bevægelsen er på vej hen. Set her fra foråret 2021: Hvor langt er B Corp-projektet kommet? “B Corp er først og fremmest en certificering, så sociale værdier bliver bygget ind i den enkelte virksomhed, og så det er en standard, kunder kan navigere efter. Samtidig er det i gang med at vokse sig til en bevægelse af virksomheder, der vil præge, hvor samfundet flytter sig hen. De tager en rolle, som plejede at være forbeholdt politikere. Virksomhedernes styrke er, at de arbejder på tværs af grænser, så de kan rykke på globale udfordringer. Og deres aftryk spænder vidt. Bare tag de nordiske B Corps. Det kan være lige fra at eksportere cykelkultur til Mozambique, som Baisikeli gør og giver adgang til uddannelse og arbejde, til Simple Feasts måltidskasse, der gør det nemmere for folk at spise klimavenligt.”

Alle kender Ø-mærket. Hvordan spiller B Corp sammen med det? “Ø-mærket og en økologisk omsætning er med til at gøre det håndgribeligt, at du har et positivt aftryk. Dermed understøtter det en B Corp-certificering, men vi kigger også på de andre hjørner af virksomheden. Hvert tredje år opdaterer vi de krav, man skal leve op til, så det bliver sværere og sværere at komme med. Og hvis du arbejder inden for en problematisk industri, skal du dokumentere, at du har navigeret uden om faldgruberne. Tænk på en flaskevandsproducent, der søger om at blive medlem. Branchen er globalt set med til at begrænse adgang til vandresurser, så det skal du vise, at din virksomhed ikke gør, og for eksempel trækker i den anden retning ved at levere vand til yderområder. Men det er urealistisk, at hele verdens erhvervsliv bliver B Corp-certificeret over tid. Det er svært at forestille sig, at en våbenproducent kom med.”

Hvad er noget af de nye, I holder øje med? “Vi kigger på, om der skal være minimumskrav til virksomheders ansvarlighed. Skal de underskrive Paris-aftalens mål? Skal de være være CO2-neutrale i 2030? Og så prøver vi at gøre det lettere for stat og kommuner at bruge os. Vi vil ikke bare være en facitliste, men også et værktøj, der hjælper med at sætte nye mål. Hvis man allerede arbejder med medarbejdertilfredshed, giver det for eksempel mening at gå skridtet videre og sætte en politik for mental sundhed.”

Det kræver en vis grundighed at være B Corp. Er det her en tiltrængt måde for erhvervslivet at sænke sin hastighed? “Som B Corp er der flere ting, virksomheden skal holde styr på, men så snart det er systematiseret, er det ikke en hindring for vækst. Generelt går det godt for vores medlemmer, hvoraf mange er startups. Det seneste år har også styrket erkendelsen af en afhængighed mellem dem. Vi ser flere og flere samarbejder på tværs. Kaffe Bueno genanvender blandt andet kaffegrums fra Sinatur Hotel til nye produkter, Coffee Collective møblerer deres nye bar med inventar fra TAKT (Simple Feasts Kbh-kontor nyder også godt af dem, red.), og det er stole fra Wehlers, du finder hos Too Good To Go og Letz Sushi.” Om B Corp og Simple Feast “Vi er en del af B-Corp bevægelsen, fordi vi gerne vil være med til at hæve barren for, hvad bæredygtighed er. Det er ikke noget, der bliver krydset af en enkelt gang, og så er vi ligesom i mål. Vi lærer hele tiden, og vi skal og vil altid gøre det bedre. Vi bliver for eksempel ved med at opgradere vores emballage, og lanceringen af den nye reuse-kasse er en vigtig del af at blive mere bæredygtig - især når vi vækster,” siger Christina Hjelm, Sustainability Specialist i Simple Feast. B Corp-certificeringen skal fornys hvert tredje år for medlemsvirksomheder. Du kan se dem alle her.

22. apr. 2021