Burger

Vores nye plantefars af Anders Vald

At skære ned på kødet - eller fjerne det helt fra kosten - er ikke ensbetydende med at gå på kompromis med smag, kvalitet og konsistens. Faktisk nærmere det modsatte. For tænk hvad vi kunne få ud af vores grøntsager, hvis vi blot gav dem samme kærlighed og opmærksomhed, som vi tildeler kødet. 

Det er netop, hvad vores kokke Rasmus Kliim og Anders Vald gør, når de går i udviklingskøkkenet. De står bag Simple Feasts nye plantefars - en plantefars som er velegnet til både ‘‘hakkebøffer’’ og burger.

Dét har vi interviewet dem om - men først lidt mere info om plantefarsen og dens indhold.

Indhold i den nye plantefars fra Simple Feast

Simple Feasts nye plantefars indeholder et væld af lækre, plantebaserede råvarer og smagsgivere. Hovedingredienserne er rødbeder og røde linser tilsat kapers, hvidløg, dijonsennep, kikærtemel m.m. Rødbederne giver plantefarsen en flot, lyserød farve og sublim smag. 

Hvis du er nysgerrig efter at se det øvrige indhold i vores nye plantefars, og hvordan du laver den derhjemme, så kan du prøve vores opskrift på rødbedebøffer.

Plantefars kan laves i mange forskellige afskygninger. Forskellen i smag og konsistens kan variere en hel del alt efter, hvilke ingredienser du bruger. Har du lyst til at prøve kræfter med andre typer plantefars, så se gerne vores andre opskrifter med plantefars her:

Interview med Anders og Rasmus

Hvorfor fylder plantefars så meget overalt?

Der er langt om længe kommet fokus på plantebaseret kost i medierne – især når vi taler om klimaet. Hvis vi fortsætter med at spise, som vi gør nu, hvilke konsekvenser får det så?

Læs: Klimakrisen kræver permanente livsstilsændringer

Et produkt som plantefars er med til at rykke vores bevidsthed. Det er let at forstå, fordi det kan erstatte det hakkede kød én til én. De fleste kan relatere til plantefars, og derfor vækker det så megen opmærksomhed.

Plantefars har dog også nogle udfordringer, dels hvis det kun bedømmes i relation til animalsk kost, dels hvis plantefars kommer som et forarbejdet produkt med indhold af en række tilsætningsstoffer. Så er vi desværre ikke nået så langt.

Hvor langt er vi, når det kommer til plantefars og andre plantebaserede produkter?

Erstatter vi kød med forarbejdede produkter, er vi som nævnt ikke nået ret langt. Selvom forarbejdede, plantebaserede produkter har en miljømæssig gevinst, vil vi helst lave mad, hvor planterne ”står alene”.

Vi vil gerne undgå at planterne og grøntsagerne ender med at give folk opfattelsen af, at de går på kompromis eller mister noget. For i vores øjne vinder vi jo netop en masse ved grøntsagerne: smag, tekstur og flotte farver.

Læs: 4 klassiske retter hvor du nemt kan erstatte kødet

Hvad kan vi gøre for at få grøntsagerne i centrum af måltidet?

Det er klart, at hele vores måde at spise på og hele vores kultur er bygget op omkring den kødbaserede kost. Den klassiske situation i supermarkedet er, at vi som det første går direkte mod køledisken for at finde det rette stykke kød til aftensmaden og derefter tænker: ‘’Hvad skal jeg i øvrigt servere som tilbehør?’’ 

Men hvorfor ikke vende tanken på hovedet og i stedet tage udgangspunkt i grøntsagerne?

Det kan godt være, at du så vælger at spise et stykke kød dertil, det kan også være, at du ikke gør. Men ved at tænke omvendt er det i stedet planterne, der får lov til at være i fokus. Ellers ender det med, at grøntsagerne forbliver tilbehør, og at det bare skal gå hurtigt - og så er vi igen ude i kedelige kogte ærter og gulerødder.

Læs: Veganisme - Hvad er veganisme?

Nu har det næsten lige været jul, og folk har stået i køkkenet og marineret, braiseret og lavet hjemmelavet rullepølse. Den slags bliver der virkelig kælet om. Men fokus er igen kun på det animalske. Kælede vi bare for grøntsagerne på samme måde, så forestil dig hvordan vi kunne spise. Det ville være helt vildt - og en verden som nok de færreste kender til! Desværre.

Hvilke overvejelser har I gjort jer under udviklingen af den nye plantefars?

For det første er produktet helt igennem økologisk. Vores tankegang er, at vi gerne vil være så tæt på de naturlige råvarer som muligt. Plantefars er ikke nyt. Det har været lavet gennem mange år og i mange udgaver. Vi kender nok bedst til falafelfars lavet på kikærter. 

I USA arbejder virksomheder som Beyond Meat eller Impossible Foods meget intenst med plantefars. De har dog en laboratorietilgang til plantefars, som ligger meget langt fra den tilgang, vi arbejder med. For os virker det fjernt fra mad. Vores tilgang til plantefars er anderledes, fordi vi kommer fra køkkenet.

Vi er kokke, og derfor er vores tilgang mere sensorisk og empirisk. Vi tænker på de smage, der kommer frem i et stykke stegt kød, hvilke elementer der skal indgå, og hvordan disse smage kan frembringes gennem grøntsagerne. Hvordan kan vi få den rette konsistens frem ved hjælp af korn, planter og/eller krydderurter?

Læs: Hvordan undgår vi at savne kødet?

Vi har selvfølgelig ikke tilsat dyrket hæmoglobin i vores plantefars for at få den her blodige effekt. Vi har tænkt mere i rene ingredienser såsom rødbeder. Selvom man kommer fra to vidt forskellige verdener, kan man nå frem til et resultat, der minder meget om hinanden. Det er tankevækkende på mange måder. 

Det, vi kan håbe på, er, at vi ender der, hvor vi ikke savner kødet. Men der er endnu en rejse dertil. De her køderstatningsprodukter kan være fine nok i den forstand, at vi kan forstå og forholde os til, hvordan de skal bruges. Det er i hvert fald en god måde for folk at komme ind i universet, komme ind i tankegangen og se at det måske slet ikke er så farligt eller anderledes med de her grøntsager. 

Så hvis det endelig skal være, så skal det være pissegodt. Plantebaseret mad skal være noget, man har lyst til. Det må aldrig nogensinde blive det der kompromis, hvor man føler, at man går glip af noget eller mister noget. Det skal være berigende, og det skal være fedt at spise grøntsager.

Læs: Hvad betyder det at spise en plantebaseret kost?

Simple Feast gør det nemt for dig at spise grønt og klimavenligt

Nu har du læst en hel artikel om vores nye plantefars, men vidste du, at Simple Feast også leverer måltidskasser?

Vi vil gerne gøre det nemt for dig at komme i gang med at spise grøn, klimavenlig mad for hele familien - klar til at servere på blot 10 min. Alle vores råvarer er friske og økologiske, og vi benytter bæredygtig emballage.

Se vores Family Feast og Season Feast måltidskasser.

30.01 2018