Father and child

Derfor vælger flere og flere danskere kødet fra

Veganer, vegetar, flexitar, pescetar… Kategorierne for, i hvor høj grad vi spiser kød/fisk og mælkeprodukter, er efterhånden mange. Nogle vil mene, at tendensen med lidt eller ingen kød blot er en trend, men udviklingen de seneste år siger det modsatte. Flere og flere danskere vælger nemlig at skære ned på de animalske produkter eller helt kvitte dem. – Men hvorfor?

Halvdelen af danskerne ønsker mindre kød

Halvdelen af danskerne (51 %) ønsker at spise mindre kød, end de gør i dag. Det viser en landsdækkende spørgeundersøgelse foretaget af Coop Analyse i 2018. Særligt de unge i aldersgruppen 15-34 år driver udviklingen. Her spiser knap hver femte overvejende vegetarisk og tilhører dermed kategorien ”flexitar”.

Undersøgelsen viser også, at hver fjerde voksne dansker (27 %) har skåret ned på kødet i løbet af det seneste år, og én ud af fem (20 %) har en forventning om, at de om et år spiser mindre kød, end de gør i dag.

Spørgsmålet er så, hvorfor dette kursskifte i vores madkultur er i så høj fremdrift? Flere faktorer gør sig gældende, men der er ingen tvivl om, at klimakrisen har været med til at booste udviklingen. 27 % svarer, at klima/miljø er den væsentligste årsag til, at de har skåret ned på kødet, og blandt de 15-34-årige er det hele 39 %, der angiver klimaet som grund til at spise mindre kød.

”Det viser, at udviklingen er kommet for at blive, og at den kun lige er begyndt. For spørgsmålet om klima og miljø vil jo fortsætte med uformindsket styrke de kommende årtier”, siger Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, i en pressemeddelelse

De officielle Kostråd krydres med klimainspiration

Det er ikke kun blandt den almene befolkning, at der handles på klimakrisen. Offentlige instanser som Fødevarestyrelsen og Københavns Kommune bidrager også. Fødevarestyrelsen vil fx supplere De officielle Kostråd med gode tips til, hvordan vi danskere kan spise mere klimavenligt og bæredygtigt. Hvis vi skal være CO2-neutrale inden år 2050, kræver det nemlig nye og grønnere spisevaner. I den vestlige verden står vores forbrug af fødevarer for cirka en fjerdedel af den samlede klimabelastning per person, og hvis vi skal ændre på det, bliver vi bl.a. nødt til at lave om på sammensætningen af vores kost.

"I Fødevarestyrelsen er vi i gang med at se på, hvordan vi kan supplere kostrådene med inspiration og anvisninger til, hvordan forbrugerne kan mindske klimabelastningen gennem deres måltider. Målet er, at de, der gerne vil spise sundt og varieret og samtidig klimavenligt og bæredygtigt, let kan finde inspiration til det", forklarer kontorchef i Fødevarestyrelsen, Else Molander.

Københavns Kommune har tilmed lavet en ny klimastrategi, som skal gøre de 70.000 måltider, der serveres hver dag i daginstitutioner, på plejecentre og i offentlige kantiner grønnere. Planen skal gerne være på plads til efteråret.

”Jeg forestiller mig, at der skal være et vegetarisk basismåltid, som så kan suppleres med kød. Det skal være sådan, at alle kan blive mætte af det plantebaserede måltid, også dem, der kan leve uden kød og animalske produkter”, siger kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde (Alt.), som har taget initiativ til at se på kommunens kostpolitik.

Den nye klimastrategi, som Københavns Kommune er i gang med at forme, stemmer dermed overens med klimatænketanken Concitos anbefalinger.

Den 29. april 2019 udgav de en rapport om klimavenlige madvaner og slog samtidig fast, at gennemsnitsdanskeren skal droppe tre ud af fire måltider med kød.

Vil du også gerne prøve at skære ned på kødet i hverdagen? Vi leverer lækre, økologiske måltidskasser, som kan vælges i både en vegetarisk og vegansk udgave. Tryk på det grønne link herunder og se, hvad vi kan tilbyde jer.

Delicious meal

23.05 2019