Salat med blomster i skål - Simple Feast

Veganisme: På vej mod at blive mainstream?

Veganisme er ikke længere en niche forbeholdt en meget lille befolkningsgruppe, som det førhen har været. Der er i dag en anden offentlig bevidsthed, og det er blevet markant lettere at hengive sig til veganismens levevis - og heldigvis for det!

At den veganske livsstil vinder frem herhjemme ses på alt fra de sociale medier til gadebilledet. Flere og flere influencers og restauranter optages af og specialiserer sig i mad til en voksende, vegansk befolkningsgruppe.

At veganismen også vinder terræn på verdensplan disse år understøttes af en række faktorer, og vi vil i denne artikel sætte spot på fem områder, hvor veganismens fremdrift er særdeles synlig.

Inden vi dykker ned i hvilke faktorer, der varsler veganismens fremgang, følger først en kort definition af veganisme.

Hvad er veganisme?

"Veganisme er en livsstil, der søger at ekskludere alle former for udnyttelse af dyr til mad, tøj eller et hvilket som helst andet formål".

Forenklet kan man sige, at veganisme i højere grad end vegetarisme er en decideret livsstil, som helt - eller i størst muligt omfang - forsøger at ekskludere alle former for udnyttelse af dyr.

Herunder sætter vi spot på fem områder, der på forskellig vis understøtter veganismens udbredelse herhjemme og på globalt plan.

1. "Veganske" søgninger stiger eksplosivt

Hvad gør vi, når vi søger information? Vi starter typisk på Google. Søgetendenser kan derfor i et rimeligt omfang antages som udtryk for, hvad der optager befolkningen.

Kigger vi på, hvordan udviklingen for “veganske” søgninger har været i Danmark de seneste fem år, er den svær at overse:

undefined

Kilde: Google Trends

Tendensen begrænser sig heldigvis ikke kun til Danmark, og der ses generelt en større stigning i “veganske” søgninger på verdensplan - bl.a. også i USA og Australien. 

Den opadgående kurve begrænser sig ikke kun til veganismen, da også diverse “plantebaserede” og “vegetariske” søgninger stiger støt disse år.

2. Veganske alternativer til komælk vinder større og større markedsandel

Plantebaseret “mælk” lavet på fx soja, mandel, ris eller havre havde fra 2016 til 2017 en stigning i salget på imponerende 30 %.

Stigningen skyldes, at vi er begyndt at spise flere plantebaserede produkter. Det kan være pga. etiske overvejelser ift. dyrevelfærd og miljø, men også pga. det store fokus der i disse år er på sundhedsdebatten. 

Veganismen er drivkraft for begge tendenser.

Den voksende “plantemælk”-industri bekymrer mejerisektoren

De mange alternativer til komælk er begyndt at bekymre den eksisterende mejerisektor. Det skyldes først og fremmest den øgede konkurrence, der er kommet i markedet, efter flere veganske alternativer har gjort indtog. 

Derudover mener mejerisektoren, ​​at producenter af ‘‘plantemælk’’ vildleder forbrugere til at tro, at deres produkter er af animalsk oprindelse. Mange veganske kommentatorer er uenige. De påpeger, at forbrugerne godt er klar over, hvad de køber.

EU-Domstolen slog i sommeren 2017 fast, at mejeriudtryk som “mælk”, “smør”, “valle”, “ost” og “yoghurt” ikke må bruges om vegetabilske eller plantebaserede produkter – heller ikke selvom forskellen er forklaret på emballagen. 

Det er således ikke tilladt at kalde sojadrik for “sojamælk”. Disse udtryk er i EU-lovgivningen reserveret til animalske produkter, understreges det i afgørelsen.

Det ændrer dog ikke på, at disse plantebaserede alternativer bliver mere og mere udbredte - om så det er markedsført som vegansk “sojamælk” eller “sojadrik”.

3. Flere kødfrie dage i de danske husstande

I en analyse foretaget af Coop Analyse omhandlende danskernes “kødfrie dage” fra august 2017 fremgår det, at 39 % af danskerne har skåret ned på deres forbrug af kød og fisk de seneste 5 år. 2 % er helt stoppet med at spise kød.

Kigger vi tilbage på den samme analyse fra 2010, kan vi se, at 17 % af befolkningen dengang havde en kødfri dag om ugen. I 2017 er tallet steget til hele 28 %.

Lars Aarup, analysechef hos Coop, berettede i starten af 2018, at 3-4 % af forbrugerne i Danmark lever efter veganismens forskrifter, mens yderligere ca. 4 % er flexitarer.

En hastigt voksende “flexitar-gruppe”

Denne “flexitar-gruppe” er den hurtigst voksende gruppe på tværs af alle de fødevaretendenser, vi har set gennem årene. Tendensen, at spise mindre kød og flere plantebaserede fødevarer, tager til i en sådan grad, at fødevarebranchen ikke længere kan kigge den anden vej. 

Derfor er industrien nødt til at rette blikket andre veje end de traditionelle og forsøge at gøre plantebaserede og veganske produkter endnu mere tilgængelige for forbrugerne.

Fact I 2018 vandt Mikunas veganske burger titlen som “Danmarks Bedste Burger”. Bøffen i den prisvindende burger består af sojaprotein i stedet for hakkekød. Well done, Mikuna!

4. Kvinder og unge springer i højere grad kødet over

At skære ned på kødforbruget er for alvor slået igennem hos kvinder og unge herhjemme. 60 % af danske kvinder spiser aftensmad uden kød mindst én gang om ugen. Retter vi blikket mod de unge mellem 18 og 29 år, stiger tallet til 73 %. 

Det er dog ikke så overraskende, at det plantebaserede køkken har slået igennem hos kvinder og unge. De er nemlig oftest first movers, når det kommer til at tage nye madtendenser til sig. 

Det, der adskiller denne tendens fra de øvrige madtendenser, vi hidtil har set, er, at mad uden kød nærmest er blevet en social bevægelse og ikke bare en ny trendy kur eller -diæt. 

Tendensen udbredes også på globalt plan - hvad enten det drejer sig om det stigende antal flexitarer eller veganismens vej mod at blive mainstream.

5. Veganske bøffer i forklædning kan nu narre selv de største kødelskere

Selvom mange mennesker stadigvæk opnår stor nydelse ved at spise en stor, saftig bøf, er de ikke nødvendigvis tilhængere af, hvad kødet gør for vores klima. 

Netop dette ser flere virksomheder muligheder i. 

“The Impossible Burger” eller “Beyond Meat” ringer muligvis en klokke hos dig. Fælles for begge virksomheder er, at de forsøger at finde alternativer til, hvordan vi kan tilfredsstille vores lyst til kød uden at belaste klimaet på den måde, vi hidtil har gjort. 

I USA har dette koncept slået stort igennem. Den veganske bøf, der udgør “The Impossible Burger”, har kostet 500 millioner kroner at udvikle, men den ligner og smager til gengæld ligesom en helt almindelig bøf.

Det er en milepæl for veganismen og en varsling af, hvad fremtiden inden for fødevarebranchen bringer.

Rigmænd satser mange millioner på veganske produkter

Flere store aktører har investeret i disse kødfrie løsninger. Milliardærerne Bill Gates, Richard Branson og Leonardo DiCaprio er bare nogle af de aktører, der har investeret i klima-, sundheds- og bæredygtighedsprojekter. 

De er også alle storinvestorer i Beyond Meat, der bl.a. laver en 'kyllingefilet', der kan narre selv den bedste.

Disse alternative produkter er ikke udelukkende rettet mod dem, der lever efter veganismens forskrifter, men i høj grad også mod det stigende antal flexitarer, der gerne vil spise mere plantebaseret.

Ønsker du at leve mere vegansk?

Hvis du går med et ønske om selv at leve mere i tråd med veganismen eller måske i første omgang indføre flere kødfrie dage, skal du heldigvis ikke kigge langt efter hjælpen. 

Med måltidskasser fra Simple Feast kan du få frisk og smagfuld vegansk eller vegetarisk aftensmad mindst tre gange om ugen. 

Du kan også kigge i vores store opskriftsarkiv og finde lækre, plantebaserede retter - alt fra danske klassikere i grønne udgaver til spændende retter fra hele verden. 

Gå på opdagelse i vores veganske- eller vegetariske opskrifter

15.07 2018