Apps

“Jeg kan godt lide at prøve at gøre tingene helhjertet”

“Jeg kan godt lide at prøve at gøre tingene helhjertet”

Karsten Faber, 47 år, er Customs Affairs Manager og har en datter på 15 og en søn på 18. Hans valg om at spise plantebaseret handler først og fremmest om dyreetik.

“Jeg har spist plantebaseret i fem år. For mig er det især drevet af, at jeg ikke har lyst til at købe animalske produkter. Det er absurd for mig, hvordan vi udnytter dyr, der er levende, sansende væsner. Hvis jeg var på en øde ø, og der ikke var andet end en gris at spise, ville jeg selvfølgelig gøre det for at overleve. Men i det her samfund har vi jo andre muligheder for at få føde. I den forstand er det let for mig at tage en principiel beslutning, der vægter etikken i forhold til dyrene. Og når jeg har gjort op med mig selv, at noget ikke er i orden, så handler jeg på det.

Det var min familie i München, som introducerede mig til plantebaseret mad. De er veganere, og jeg rystede helt sikkert på hovedet først, men så viste de mig, hvor godt det kan smage. Mit barndomshjem var anderledes. Helt traditionel, dansk mad, og det spor fortsatte jeg mere eller mindre gennem 40 år. 

Min søn og min datter er meget bevidste om det, de spiser. Særligt min søn efter han kom hjem fra et ophold i England, hvor han ikke gik så kritisk til det, der kom indenbords. Selv om vi kun er tre, får vi Season Feast-kassen til 4-5 personer, for de har en solid appetit. Kassen giver os smagsnuancer og krydderier, jeg ikke selv ville komme på. Måltidet om aftenen er et samlingspunkt, og jeg synes, at der er noget med, at jo lækrere maden er, jo længere bliver man hængende omkring bordet. Hvis der er rester, får vi det dagen efter. Det er en generel respekt for fødevarer, jeg prøver at lære mine børn. Har vi en mørkebrun banan liggende, skal den spises eller fryses ned til en smoothie. Et tørt rugbrød kan blive til croutoner. Hvorfor smide noget ud, når man kan lade være?  

Det seneste bæredygtige skridt, jeg har taget, er, at jeg vælger toget i stedet for at flyve på ferie. Det er dobbelt så dyrt og besværligt, men det ligger logisk i forlængelse af de andre ting, jeg har gjort for at rydde op i mit CO2-regnskab. Jeg cykler, når jeg er hjemme i København, og har en elbil, jeg højst bruger hver anden uge. Jeg kan godt lide at prøve at gøre tingene helhjertet.” 

Sep 4, 2020