Apps

Kære klima. Vi arbejder stadig på det.

Kære klima. Vi arbejder stadig på det.

Mærkedage som Earth Overshoot Day og Folkets Klimamarch er en stærk påmindelse om, at klimaudfordringen er blevet en folkesag. Hvad enten man er beslutningstager, virksomhed eller samfundsborger, kan man bidrage til den større forandring.

Sidste år delte nyhedsmedier luftfotos af kanalerne i Venedig, som havde skiftet farve. Fra at være grøngrumset var der nu mørkere blå områder i vandet. Lockdown i Italien reducerede bådtrafikken, så mineraler og planterester fik ro til at falde til bunds. Den Europæiske Rumorganisation, ESA, meldte om renere luft i hele Europa. Og satellitbilleder fra NASA viste, at mindre transport og industriel produktion havde haft en tilsvarende effekt på luftforureningen i Kina. Verden sænkede tempoet, og naturen reagerede. Men man narrer sig selv, hvis man tror, at en global sundhedskrise kan løse klimaets udfordringer. I 2020 markerede d. 22. august den dag, hvor vi havde brugt alle de resurser, Jorden kan genskabe i løbet af et år. Kendt som Earth Overshoot Day var det en lejlighed til at huske, at vi presser den planet, vi bor på. Forskerne bag Earth Overshoot Day har dokumenteret, at vi bruger 60% mere end de resurser, som er i stand til at blive fornyet naturligt. Det er en realitet, selv om coronakrisen har medført færre CO2-emissioner fra fossile brændstoffer. Der skal mere til, hvilket FN’s klimapanel også har været klare i spyttet omkring. For at undgå katastrofale temperaturforandringer er deres anbefalinger, at CO2-udledningen globalt skal tæt på halveres inden 2030. Der skal plantes nye skove. Og vores samfund skal trække på varige energikilder og infrastrukturer, der gør elektrisk transport til det primære i stedet for en løsning for de få.

Hvad vi gør fra mark til tallerken Som en virksomhed, der har sat sig for at udvikle fremtidens mad, hører det med, at den skal være bæredygtig. Det er et projekt, vi ikke bliver færdige med i Simple Feast, fordi vi hele tiden finder på nye retter og produkter. Hver ny opskrift sætter en proces i gang, der handler om at få fat i de ingredienser, der på en gang har høj kvalitet og er dyrket med respekt for naturen. Udover at alle vores råvarer skal være økologiske, så dyrkningen er foregået uden kunstige sprøjtemidler, bruger vi også tid på at få så lokale varer som muligt. Ind i mellem kræver det lidt fleksibilitet fra vores kunder. Vi er nødt til justere menuen i en måltidskasse fra uge til uge, hvis en avler for eksempel har haft for mange solskinstimer på sin mark og varmen har været hård ved afgrøden. Vægten på lille afstand mellem mark og tallerken gør, at vi ikke kan få hvad som helst når som helst. I dag er vi stolte af, at vi ikke bruger nogen ingredienser, som har været på en forurenende flytur. Det kræver et detektivarbejde, hvor vi finkæmmer vores opskrifter. En lignende metodisk tilgang har vi til vores emballage. Den er lavet af materialer, der belaster miljøet mindst muligt, blandt andet pap af træfibre og folie af rester fra majs-, sukker- og kartoffelproduktion. Senest har vi brugt kræfter på at finde et glas uden plastic i låget til vores blendede juicer. Distributionen er et andet vigtigt element, når vi tager et helhedsblik på bæredygtighed. Vores levering foregår i øjeblikket med en blanding af konventionelle biler, elbiler og cykler. Vi ser især på, hvordan vi i storbyerne kan bruge endnu flere cykler. En af konsekvenserne vil være, at vinduet for hvornår leveringen ankommer, bliver større. Med andre ord: Vi håber, at I fortsat følger nysgerrigt med, når vi udforsker alternative veje.

Små bæredygtige handlinger Det er noget med at gøre en forskel inden for den spilleplade, man nu har. Og det starter med en bevidsthed. Earth Overshoot Day er en påmindelse om at klimaudfordringen er fælles. Og det kan jo også være mindre ting, der gør en forskel. At sortere sit affald (derfor har vi en meget udførlig vejledning vedlagt i vores måltidskasser om, hvordan du skiller dig af med emballagen igen). Men det kan ligeså vel være at blive selvforsynende med tomater fra sin egen vindueskarm. At købe færre brug-og-smid-væk-T-shirts. Og så er det at hjælpe andre med at få sat skub i en klimabevidsthed. En glimrende mulighed for at gøre det er Folkets Klimamarch i København. I september 2020 forløb det borgerdrevne initiativ som en menneskekæde omkring Søerne, så der var sikker afstand mellem deltagerne. Nogen vil måske indvende, at klimamarcher hovedsagelig henvender sig til folk, der allerede interesserer sig for klima. Men man skal ikke underkende styrken i billedet: Den forbipasserende, der kom forbi Søerne den lørdag, stoppede forhåbentlig op ved synet af rækken af mennesker, tog i mod en flyer og blev ansporet til at tænke sig om. Ligesom et luftfoto af vandet i Venedig kan gøre det.  De seneste måneder har vist, at vi er i stand til at justere vores daglige adfærd for fællesskabets skyld. Klimaet er imidlertid en mere abstrakt udfordring end en pandemi, der sætter aftryk i ens hjemby. Og hvis det virker uoverskueligt at tænke frem til 2030, kan man lade sig motivere af en kortsigtet belønning. For eksempel hvor godt man får det, når man stiller op for en sag, der gavner andre end en selv. Det er et veldokumenteret psykologisk fænomen og ikke den værste drivkraft, når det gælder de små bæredygtige handlinger, vi alle kan foretage os. Fra at spire tomatplanten i vinduet til at bruge et par timer om Søerne.

Læs om Folkets Klimamarch Læs om Earth Overshoot Day 

21. aug. 2020