Lad os alle være symboler på klimakampen

Nytårsbrev 2018

2018 bliver snart til 2019. Det har været et år, som jeg aldrig vil glemme. For knap halvandet år siden tog vi, som virksomhed, den mest skæbnesvangre beslutning i vores dengang bare halvandet år gamle historie - vi sagde farvel til kødet. Dengang føltes det som en ekstrem radikal beslutning, og derfor skrev jeg et særligt brev til alle, der var involveret i Simple Feast – både jer der lægger liv og sjæl i firmaet hver dag, og alle jer der køber vores mad eller bruger vores kogebog.

Vi sendte brevet "Farvel til kødet" ud i oktober 2017, hvor vi forklarede, at vi ganske enkelt vidste for meget om klimaudfordringerne til ikke at handle. Vi kunne ikke længere servere kød. Vi satte alt på et bræt. Jeg var bange. Bange for om vi kunne lykkes som virksomhed og bekymret for, hvordan vores kunder ville tage imod vores beslutning og vores mad, nu helt uden kød. Samtidig tonede spørgsmålene sig op: Kan vi overhovedet gøre en forskel? Kan det enkelte menneske overhovedet flytte noget i det store billede? Kan vi som virksomhed gøre en forskel? Kan vi løfte niveauet for plantebaseret mad, så dem, der spiser meget kød, foretrækker at spise plantebaseret minimum tre dage om ugen?

En sætning fra 1985 gav os håb: “We can't go on, pretending day by day, that someone, somewhere soon make a change”. Ordene blev sunget af Kenny Rogers og James Ingram, men de var skrevet af en emotionel Michael Jackson på baggrund af en af 80’ernes største humanitære katastrofer.

2018 blev året, hvor vores tvivl blev gjort til skamme. Vi har stadig meget at lære, og vi kan stadig blive bedre, men vi er jer dybt taknemmelige for den modtagelse, I har givet os. For at være helt ærlige kan vi ikke få armene ned over jeres support. At have udsolgt har været mere reglen end undtagelsen, og vi har kæmpet for at følge med efterspørgslen uden at gå på kompromis med kvaliteten. I gør os utroligt stolte hver dag, og I giver os håb for fremtiden. Sammen har vi spist os til en klimabesparelse af CO2 svarende til 2679 flyrejser fra København til Barcelona samt den mængde vand, der bruges til 2.657.314 brusebade af 8 minutters varighed. WOW!

I giver os følelsen af, at vi kun lige er startet, og at vi sammen med jer virkelig kan gøre en forskel.

"Wow" har således været det mest brugte ord for mig i 2018. Men så ramte klimatopmødet i Katowice os. To måneder efter FNs rapport i oktober køligt fortalte os, at vi har 12 år tilbage til at sænke vores CO2 udledning radikalt for at undgå temperaturstigninger på over 1,5 grader, kom tallene for 2018. 2016 og 2017s positive tendenser blev i 2018 afløst af en stigning på 2,7%. Øv... Samtidig var 2018 året, hvor der blev talt med store bogstaver og store ord forud for den danske finanslov, men da det kom til stykket, fejlede vores politikere på mest beskæmmende vis og foretrak at bruge flere penge på et udrejsecenter til 100 afviste og kriminelle asylansøgere frem for at investere i en mere klimavenlig fremtid. Det er så absurd, at jeg har svært ved at finde ord.

Heldigvis kommer Leonard Cohen os til hjælp, da han i 1988 skrev sangen “Everybody Knows”: ”Everybody knows that the boat is leaking. Everybody knows that the captain lied (...) And everybody knows that the Plague is coming. Everybody knows that it's moving fast. Everybody knows that the naked man and woman are just a shining artifact of the past.” 

Netop som vi virkelig kunne bruge en hjælpende hånd fra vores politiske elite til at sætte rammer, der gør det nemmere at gøre det rigtige, blev det endnu engang klart, at det er op til dig og mig. Og lige dér, hvor jeg havde svært ved at sove, fordi udfordringen synes for uoverskuelig, drager den 15-årige svenske klimaforkæmper Greta Thunberg til COP24 i Polen. Til et møde med FNs Generalsekretær sagde hun blandt andet:

"Vi er ikke kommet her for at bønfalde verdens ledere om at vise omsorg for vores fremtid. De har ignoreret os indtil nu, og de vil ignorere os igen. Vi er kommet her for at lade dem vide, at forandringen kommer, hvad enten de bryder sig om det eller ej. Befolkningerne vil leve op til udfordringen."

Wow. Greta Thunberg er blevet symbolet på den kamp, der udspiller sig i Generation ’10’erne, og hun giver os håb og energi til at kæmpe videre. Det samme gør du som kunde. Du er vores nordstjerne. Vi har sagt det før, og vi siger det igen:

"Der kommer et tidspunkt i enhver generation, hvor vi er nødt til at handle. Den tid er nu."

Michael Jackson og Lionel Richie havde ret. Vi kan forandre verden, du og jeg. Vi har kun ét liv og kun én verden. Det her er vores kamp, vores tid, vores bidrag. Lad os gøre vores bedste, sammen.

Tak for et fuldstændig fantastisk 2018. Vi håber, du er med os i 2019. Vi vil gøre alt, der står i vores magt for at gøre os fortjent til det.

Tak. På vegne af Simple Feast-teamet. Virkelig. Tusind tak.

Jakob Jønck, Co-founder og CEO, Simple Feast

31.12 2018