Apps
A woman serves plant-based food from Simple Feast

Q&A: Nu kommer vores mad i nye bakker

Vores nye bakker er lavet af genanvendt mademballage. De er stærkere og enklere at sortere. Og så er de et vigtigt skridt for os mod et emballagekredsløb, der kræver så få ressourcer som muligt.

Hvorfor skifter I jeres bakker ud?

Teis Lynfort, der er Director of Procurement og ansvarlig for vores emballage, svarer:

“Det er der flere grunde til. For det første ønsker vi at gøre håndteringen af emballage enklere for vores kunder. De nuværende bakker er lavet af cellulose, der skal sorteres som pap, men har folie i bunden, der sorteres som restaffald. De nye bakker er uden bundfolie og skal sorteres som plastik. Derudover er bakkerne stærkere i materialet. Det, håber vi, vil være med til at reducere brud på bakker under transport, hvilket vi jævnligt oplever. Det er hverken en god oplevelse for kunden eller en fornuftig brug af ressourcer for os.” 

Hvor bæredygtige er bakkerne?

I forbindelse med valget af den ny løsning har vi rådført os med Louise Lerche-Gredal, CEO i Plastic Change. Organisationen arbejder lokalt og globalt for at reducere plastikforurening. Hun siger om materialet:

“Det vigtige er først og fremmest at bruge produkterne igen og igen, og dernæst at materialet kan genanvendes efter endt brug frem for at ryge i forbrændingsovnen. Hvis vi bruger vores ressourcer optimalt, er det mindre afgørende, at der er tale om fossile ressourcer eller en biobaseret ressource. En biobaseret bakke er nemlig ikke i sig selv en bedre løsning, hvis den ikke understøttes af det rette cirkulære system. Derudover kan det være problematisk, hvis vi begynder at erstatte engangsplastik fra fossile ressourcer til en biobaseret ressource uden at tage livgreb med selve engangskulturen. En sådan efterspørgsel kunne risikere at konkurrere med vores fødevareproduktion og påvirke fødevarepriserne. Vores prioritering bør derfor være at reducere overflødige emballager og dernæst arbejde for øget genbrug, hvor emballager bruges flere gange og er standardiserede på tværs af brancher. Mens vi arbejder på det system, er det vigtigt, at virksomheder sikrer, at deres emballager kan genanvendes til samme formål, det vil sige at en madbakke kan blive til en madbakke igen. ”

Kan I uddybe, hvordan materialet er udviklet?

I samarbejde med Faerch er bakkerne af 91% genanvendt plast - såkaldt APET - af brugt fødevareemballage. De sidste 9% er de ydre lag af bakkerne. Fødevarelovgivningen kræver, at de er af nyproduceret plast. Bakkerne bliver fremstillet i Danmark. Faerch deler Simple Feasts målsætning om at holde plastik ude af naturen, og i stedet understøtte et kredsløb, hvor gamle bakker bliver til nye. I dette tilfælde er materialet baseret på fødevareemballage indsamlet i Europa. Til sammenligning med vores tidligere bakker har vi opnået en mere transparent materialestrøm. Det var f.eks. ikke til at garantere, at træet til bakkerne af cellulose var fra europæiske kilder.

Hvad er næste kapitel for jeres emballage?

Jonas Maltha, General Manager for Simple Feast i Norden, svarer:

“Sammen med Cirqle har vi indledt udrulningen af vores reuse-kasse: En yderkasse til vores måltider, der bliver indsamlet efter hver levering, vasket og brugt igen. Ambitionen er, at vores nye bakker over tid kan indgå i de indre dele af reuse-kassen og blive indsamlet i stedet for at blive sorteret som plastik. Med andre ord er vores ambition et mindre emballagekredsløb, der kræver en minimal tilføjelse af ressourcer.”

Se mere på: simplefeast.com/dk/reusebox

3. feb. 2022