Apps
Vores kok Rasmus ved, hvad du skal spise i næste uge

Vores kok Rasmus ved, hvad du skal spise i næste uge

Rasmus Grube fra vores kokkehold kan savne mødet med gæster på en restaurant. Til gengæld driver det ham at få tusindvis af mennesker til at spise plantebaseret. Her fortæller han om kostbare blomkålshoveder, Instagram-inspiration og retter, som aldrig ser dagens lys.

Rasmus har været tilknyttet Simple Feast siden dengang, vi begyndte at tænke på måltidskasser i 2017. Inden da var han på restauranterne Paustian og Radio, den første med en stjerne i Michelin-guiden, den sidste med en anbefaling. Nogle gange tænker han på den direkte dialog med de spisende gæster. Der er flere grunde til, at han godt kunne lide det møde. Det gav ham mulighed for at føje en live-fortælling til måltidet, sige hvorfor netop den beslutning er taget, og hvad det har gjort ved smagen. Og så gav det ham en reaktion på hans arbejde, ufiltreret. 

“Jeg kan godt lide at få at vide med det samme, om det, jeg laver, er godt eller dårligt. Hvis en kunde på en restaurant er utilfreds, har jeg mulighed for at gå i køkkenet og fikse det. Med en måltidskasse er der ingen vej tilbage, når den er pakket og sendt afsted” siger han.

Hermed en snak med Rasmus, som kompenserer for, at han ikke står ved siden af og præsenterer maden, når du åbner din Simple Feast-kasse

Hvad spiser du, når du ikke er på arbejde?

“Jeg spiser rigtig meget Simple Feast. Vi får måltidskassen leveret hver uge, så jeg kan følge produktet. Det er vigtigt for mig. Men ellers tror jeg, vi spiser, som de fleste andre danskere gør. Min kone og jeg har to drenge på henholdsvis 5 og 9 år, som er med til at sætte dagsordenen. Hvis de har et stort ønske om lasagne en dag, så laver vi det."

Hvad laver du til familien, når du virkelig skal forkæle dem?

“Vores børn deler bestemt ikke smagsløg, men pizza og pasta er altid et hit. Vi er nok allesammen vokset op med spaghetti bolognese, men det er en ret, som kan twistes på mange måder, uden det bliver “farligt” for børnene. Jeg kan godt lide at udfordre dem. Pastaen er et safe point. Den skal nok glide ned uanset hvad, og så kan jeg lege med saucen og tilbehøret.

Ellers spiser vi en del indisk. Måske med noget hjemmelavet naanbrød til - ligesom dem i Simple Feast-kasserne. Så kan børnene sidde og brække det fra hinanden og dyppe det ned i sovsen, mens de spiser rå grøntsager ved siden af. Det kører bare.”

Hvordan foregår det, når I udvikler retter til måltidskasserne?

“Vi starter altid med at brainstorme, og så arbejder vi hver især videre med nogle retter. Mange af de retter, som vi tester af i køkkenet, ser aldrig nogensinde dagens lys, fordi de ikke kan det, vi ønsker. Det er en proces hver gang. Evigt og altid er der gryder i kog med noget, som forhåbentlig ender med et anerkendende nik. Men én ting er sikkert: Vi prøver hele tiden at skubbe til, hvad plantebaseret mad kan være, og smagen er altid højeste prioritet. 

Der er også enormt meget lavpraktik i at udvikle mad til en plantebaseret måltidskasse: Ernæring, logistik og pris. Økologiske grøntsager er bestemt ikke billige. Vi giver det samme for et blomkålshoved, som andre giver for en hel kylling. Måske har vi udviklet det perfekte måltid - det er bare alt for dyrt. Så kigger vi på, om vi kan bytte råvarer ud med andre. Og så er der de fysiske rammer i kassen, som er med til at definere, hvor meget vi kan og har plads til.”

Hvad er det fedeste ved at være hos Simple Feast?

“Det fedeste er at nå ud til så mange mennesker med sin mad. At dele sine måltider med tusindvis af andre, som forhåbentlig synes, de er lige så gode som jeg selv. Vi når mange - både med vores mad og mission om at få folk til at spise mere grønt - og det er fedt. Vi har ikke behov for at pege fingre. Vi kan hjælpe folk til at spise vegetarisk tre gange om ugen, vise dem hvad man kan gøre med grøntsager og måske endda inspirere dem til selv at prøve nogle af retterne af derhjemme.”

Hvor finder du din inspiration fra?

“Jeg har lavet meget forskellig mad de sidste 15 år, så jeg trækker på et stort bagkatalog. Derudover sparer vi kokke rigtig meget med hinanden. Vi har arbejdet mange forskellige steder, også i udlandet, hvor vi hver især tager noget med fra.

Ellers fodrer de sociale medier mig med inspiration. Der kommer ikke andet end mad op i mit feed på Instagram. Vi har også en masse bøger liggende i køkkenet, som jeg bladrer igennem fra tid til anden. Nogle gange er der et eller andet, der fanger. Så siger jeg det videre til en af de andre kokke, og så starter processen. Kunne vi trække denne ret over i en mere mexicansk retning? Ja, det kunne vi godt. Men så kan det være, det viser sig at være helt ved siden af, når vi går i køkkenet og tester det af. Og så starter vi forfra.

Nogle gange laver vi også et nyt twist på nogle af de måltider, der har kørt tidligere. For eksempel kan vi flytte en ret hen i en anden verdensdel, hvor vi beholder selve grundopskriften.” 

Vores forhold til mad: Hvad trænger til forandring?

“Vi skal især tænke over, hvordan vi køber ind. Og bruge lidt flere penge på bedre råvarer - fx økologiske æg frem for skrabeæg eller friske, økologiske gulerødder med top frem for gamle, konventionelt dyrkede gulerødder. Vi skal hanke op i os selv. På trods af hvor stort et rådighedsbeløb mange danskere har, så bruger vi ikke særlig mange penge på mad. Vi bruger til gengæld mange penge på alt muligt andet. Og når vi køber ind, skal vi blive bedre til at bruge hele råvaren. Vi smider alt for meget ud. Samtidig skal supermarkederne tilbyde mindre mængder af mad. Vi skal have et større fokus på overforbrug og madspild.”

Om Rasmus 

  • Tidligere på restauranterne Radio (anbefaling i Michelin-guiden) og Paustian (1 stjerne).

  • Far til to drenge. Han skiftede bane fra de 14 timers arbejdsdage, der følger med en traditionel kokkekarriere, for at få mere tid til familien. 

  • Glæder sig til: Samarbejdet med Simple Feasts udvikler-team om en ny, intern opskriftsdatabase.

11. maj 2021