5 podcasts om klima, miljø og bæredygtighed

2019 er netop skudt igang, og vi er klar til at indtage det nye år med hver vores ønsker og mål for fremtiden. Måske har du hørt de alvorlige prognoser for klimaet og bruger mere tid på at reflektere over, hvad det er for en verden, vi overlader til vores børn? Kan udviklingen stoppes? Kan vi selv gøre en forskel?

De eneste, der kan ændre klimaforandringernes kurs, er os mennesker. De valg, vi tager i hverdagen, har afgørende betydning for, hvordan vores planet vil se ud i fremtiden. Det kan dog være svært at ændre sine vaner, men god inspiration og viden om verdens tilstand, bæredygtighed, og hvad vi selv kan gøre for at bevare en levedygtig klode, kan gøre det hele meget nemmere. Derfor anbefaler vi dig at tjekke disse 5 podcasts ud!


Sustain Daily Podcast

Sustain Daily har lavet en podcast, som giver inspiration til en mere bæredygtig livsstil. Bag mikrofonen sidder Johanne Stenstrup og Emma Slebsager, som går i dybden med tanker, overvejelser og dilemmaer, som opstår, når man ønsker at foretage grønnere hverdagsvalg. Har du svært ved at overskue, hvordan du bliver mere bæredygtig, får du et væld af gode tips i denne ærlige og inspirerende podcast.

Lyt til podcasten her.


Sidste mand slukker lyset

I denne podcast forsøger DR’s videnskabsredaktør Søren Bjørn-Hansen og klimajournalist Rasmus Thirup Beck at finde svar på, hvilke konsekvenser de tiltagende klimaforandringer har for livet på jorden. Er der stadig håb for menneskeheden, eller kan vi lige så godt lukke og slukke? De belyser emnet gennem gode og dårlige nyheder, fakta, ildsjæle og eksperter.

”Vi voksne kan også være bange. Blandt andet for, hvad klimakrisen kommer til at betyde. Sidste udgave af "Sidste mand slukker lyset" handler om klimadepression og klimaangst. Begge er en tilstand programmets to værter kender indgående, og som gæsten, forfatter og lektor i sociologi ved RUC Rasmus Willig, har skrevet en bog om. For hvordan håndterer man den ultimative globale krise? Og hvad skal man sige til sine børn?”

Dette er blot en enkelt teaser for en podcastepisode, men de kommer rundt om mange flere interessante problemstillinger i forbindelse med vores klima. Søren er pessimist, og Rasmus er ”ukuelig optimist”.

Lyt til podcasten her.


Klimatestamentet

Tegneren, filminstruktøren og forfatteren Anders Morgenthaler er alvorligt bekymret for, hvad det er for en verden, vi overlader til vores børn. Han har selv valgt at ændre sit liv til det grønnere, da miljøfjendtlige hverdagsvalg som kødspisning og flyrejser gør ham trist til mode. Sammen med journalist Dan Grønbech tryktester han sine bæredygtige løsninger for at give os alle sammen de bedste råd i kampen mod miljøproblemer og klimaforandringer.

I én af episoderne kan du bl.a. høre deres tanker om børneopdragelse. Hvilke værdier er vigtige at indprente i sine børn? Kan man fortælle dem noget uden at skræmme dem fra vid og sans? Og hvordan fortæller man dem i det hele taget, at verden er ved at gå under, fordi far og mor elsker bøffer?

Lyt til podcasten her.


Think: Sustainability

Udover de gode danske podcasts findes der også mange inspirerende podcasts på engelsk.

Think: Sustainability podcasten styres af to australske værter, der vil have lytterne til at tænke over fremtiden ved at belyse mulige løsninger på global opvarmning. De kigger bl.a. nærmere på nye opdagelser og teknologier, der kan forandre, hvordan tingene bliver gjort i dag. Hvordan bliver vi mere bæredygtige? Podcasten er en blanding af hårde fakta, kulturreferencer og gode lydeffekter.

Lyt til podcasten her.


Living Planet

Living Planet er en anden engelsksproget podcast, som du skal lytte til, hvis du gerne vil følge med i vigtige historier om miljøet fra hele verden. Den er produceret af Deutsche Welle, som er Tysklands internationale broadcaster, og går i dybden med emner, der påvirker vores hverdagsliv kloden rundt. Det kan være alt fra den mad, vi spiser, til det affald vi producerer. Podcasten stiller vigtige spørgsmål om miljø, undersøger grøn teknologi og belyser menneskets indflydelse på jorden. Programmet har vundet adskillige priser, bl.a. FN’s guldpris.

Lyt til podcasten her.

VÆLG DIN KASSE

09.01 2019