Bedsteforældrenes Klimaaktion kæmper for børnebørnenes fremtid

Det er ikke kun de unge, der går forrest, når det gælder kampen for klimaet! Bedsteforældrenes Klimaaktion er en bevægelse for modne mennesker på 50+, som bekymrer sig om fremtiden for deres efterkommere. Hvis udledningen af fossile brændstoffer fortsætter, bliver det svært at sikre dem et godt liv. Bedsteforældrenes Klimaaktion er en temagruppe i 350 Klimabevægelsen i Danmark. De arbejder partipolitisk neutralt og er med i forbindelse med lokale og nationale klima- og miljøsager samt politiske valg.

Med en fælles vision om at synliggøre hverdagens gode klimavalg og lægge pres på politikerne for at få dem til at vågne op og tage ansvar, er de med til at gøre en stor forskel for vores smukke planet. Jo flere der melder sig ind i klimakampen og forsøger at råbe politikerne op, jo stærkere står budskabet. Klimakrisen skal bekæmpes i fællesskab.

Torsdag d. 6. december 2018 møder Simple Feast nogle af medlemmerne fra Bedsteforældrenes Klimaaktion foran Christiansborg til den ugentlige klimapåmindelse. Klimapåmindelsen er en fredelig demonstration, som finder sted hver torsdag fra 08.30-10.00. Den vil løbe frem til det kommende folketingsvalg for at minde lovgivere og ministre om, at klimahensynet bør indtænkes i al lovgivning. Bedsteforældrenes Klimaaktion har været til stede ved demonstrationen fra første dag sammen med medlemmer fra 350 Klimabevægelsen i Danmark, Den Grønne Studenterbevægelse, det frivillige hold bag Folkets Klimamarch 2018 og andre klimabekymrede danskere. Her er taler, fredelige klimaslagsange, bannere, kage og hyggelig stemning.

"Denne sag er så vigtig lige nu. Der skulle være handlet for mange år siden, for der er ikke længere nogen tvivl om, at klimaforandringerne er menneskeskabte", siger Birgitte Jensen, som er medlem af Bedsteforældrenes Klimaaktion.

"Der skal rykkes markant ved vores måde at leve på", nikker Michael K. Nielsen, som også er tilstede ved Klimapåmindelsen. "Hvis politikerne ikke vil gøre noget, så bliver vi nødt til at handle selv. Det er en alvorlig sag, og der skal gøres noget nu og her."

"Politikerne skal ikke bare snakke om, at de er grønne - de skal også handle. Vi kan ikke klare klimakrisen alene. Vi har behov for, at de kommer på banen og laver nogle reguleringer for vores adfærd. Vi gør, hvad vi kan hver især, men det er ikke helt nok. Derfor tror jeg, det er vigtigt, at vi som generation stiller op sammen med forældregenerationen og de unge for at lægge så stort et pres på politikerne som muligt," siger Dorrit Olsen.

Klik her hvis du vil vide mere om Bedsteforældrenes Klimaaktion. Besøg også deres Facebook-side her.

VÆLG DIN KASSE

08.12 2018