Family Feast: Plantebaserede retter til hele familien

Så er den her! Måltidskassen som vil behage hele familiens smagsløg. Hos Simple Feast er vi glade for endelig at kunne lancere vores længe ventede Family Feast. Der har været stor efterspørgsel på en kasse med mindre eksperimenterende retter, hvor både børn og voksne kan være med. Family Feast vil i højere grad bestå af klassiske ”familiefavoritter” eller ”livretter”, som de fleste af os kender i forvejen. Det er muligt at bestille kassen i både en vegetarisk og vegansk udgave.

Vores dygtige kokke, Anders Vald, Rasmus Kliim og Rasmus Grube har sat nogle ord på de tanker og overvejelser, der ligger bag vores nye måltidskasse, Family Feast.


Family Feast er for ALLE

Vores første måltidskasse, Green Feast/Vegan Feast, er ret innovativ og eksperimenterende. De voksne er vilde med den, men vi har desværre erfaret, at flere har svært ved at få deres børn med ombord. Derfor har vi udviklet en ny kasse, der kan give alle i familien en god spiseoplevelse. Hele vores vision og filosofi handler jo netop om at samle familie og venner omkring bordet i en fælles, social stund, hvor vi deler et måltid med hinanden. I lyset af det, betyder det meget for os, at alle spiser det samme. Hvis du alligevel skal stå og koge pasta eller andet til børnene hver aften, fordi de ikke er med på maden i vores måltidskasser, ryger lidt af convenience-følelsen samtidig, og det er utrolig ærgerligt.

Family Feast henvender sig dog ikke kun til familier med børn. Det kan lige så vel være par, der ønsker at skære ned på kødet og starte et sted, hvor maden ikke er alt for fremmed. Det er vigtigt, at alle kan se og forstå, hvad det er, der bliver serveret. Der vil ikke være de helt store overraskelser i vores Family Feast. Det er comfort food, det er hyggeligt, og du kan trygt modtage kassen derhjemme. Måske vil der indimellem være noget, der stikker lidt til dig, men gennemgående er det genkendelige retter og smage, som du vil opleve.


En god starter-kasse

Er du ikke så kendt i det plantebaserede univers, men ønsker at dykke dybere ned i det, kan det være en god idé at starte med nogle retter, som du allerede kender til. Dermed bliver overgangen til flere kødfrie dage ikke så hård. Her vil Family Feast være det ideelle valg. Du skal som sagt ikke tage stilling til de helt store overraskelser. Du kan bare læne dig tilbage og nyde et lækkert måltid fyldt med smag og tekstur.

Vi håber, at kassen vil give incitament til, at du senere hen får lyst til at udforske det plantebaserede univers lidt mere. Måske får du lyst til at veksle mellem vores kasser for at opleve endnu flere spændende og unikke smagssammensætninger fra det grønne køkken. Hvis du ikke allerede er rutineret i at lave lækre, plantebaserede retter, vil du blive overrasket over, hvor nuancerede og smagsfyldte, de kan være.


Der bliver kælet for smagsløgene

Når vi udvikler retter, er det altid smagen, der kommer i første række. Smagen er vores kompas i alt, hvad vi gør. Hvis ikke smagen sidder lige i skabet, så bliver det svært at få danskerne til at vælge flere grønne måltider til. For os handler det om at skabe god mad og gode oplevelser, der som bonus bidrager til en mere klimavenlig livsstil.

Selvom retterne i vores nye Family Feast-kasse er mere enkle og genkendelige, vil de stadigvæk være fyldt med smagsvariationer. For at alle kan være med, vil nogle af krydderierne blive leveret separat, så du selv kan tilføre retterne den smag og styrke, du ønsker. Derfor er det vigtigt at pointere, at vi aldrig har haft intentioner om at lave decideret børnemad. Også mange voksne vil sætte pris på de retter, vi tilbyder og vil føle at niveauet for måltidet er højt.

Samtidig kommer vi til at opfylde de Nordiske næringsstofanbefalinger om energisammensætningen i en sund kost. I vores første kasse er proteinerne i mange tilfælde tydelige at få øje på, hvor de i vores Family Feast vil være lidt mere skjulte og kogt ind i retterne.


Vi håber, I vil tage godt imod vores nyeste skud på stammen. Vi har gjort os meget umage med at udvikle et produkt, som kan give gode oplevelser til alle.

Velbekomme!

VÆLG DIN KASSE

15.02 2019