Løft dine grøntsager et niveau op med urter og krydderier

Hvis du er klar på at eksperimentere lidt, lover vi dig, at du vil blive overrasket over, hvor forskelligartet grøntsager kan optræde alt efter, hvilken forklædning du giver dem. Her er nogle af vores favoritgrøntsager og deres bedste match med forskellige urter og krydderier.

Gulerødder
Når gulerødderne er i sæson, er det eneste, du har brug for lidt salt og en god olivenolie til at frembringe den optimale smag i dem. Er det imidlertid ikke sæson, og er du frisk på at eksperimentere, så er det værd at prøve at tilføje lidt persille, dild, spidskommen eller koriander til den ret, du laver. De kommer alle fra den samme plantefamilie, og derfor vil de intensivere gulerøddernes smag og resultere i mere dybde, når du tilbereder retten med disse urter.  Rosmarin og timian er også gode i kombination med gulerødder, hvis du ønsker at fremhæve de mere jordede aromaer i gulerødderne.

Aubergine
Hvis du har prøvet at tilberede aubergine på panden, ved du, at auberginen opfører sig som en svamp. På samme måde som den opsuger væske, tiltrækker og opsuger den al smag og aroma fra de omgivende elementer, hvilket er rigtig praktisk! Oregano og timian vil bidrage med de klassiske aromaer, mens krydderier som spidskommen, stødt koriander og basilikum vil tilføre auberginen et strejf af Mellemøsten uanset, hvilken måde du har valgt at tilberede den på.

Blomkål
Da blomkål i sig selv har en meget mild smag, absorberer den nemt smag fra urter og krydderier. Blomkål er som en kamæleon, der kan transformere sig til, hvad du end ønsker. Det er uden tvivl værd at eksperimentere lidt med. Vidste du, at du kan få moset blomkål til at smage næsten lige som kartoffelmos? Prøv også blomkål i en gratin eller dryp blomkålsbuketterne med en BBQ dressing. Retten vil således minde dig om Buffalo wings, hvis du tilbereder dem i ovnen.

Svampe
Modsat blomkål har svampe i sig selv en kraftig smag, som ofte beskrives som rig, jordet og kødfuld. Med det rette valg af urter og krydderier kan du imidlertid enten lette svampenes udtryk eller tilføre dem mere dybde og gøre dem endnu rigere på smag. En klassisk kombination er svampe, timian og hvidløg, men prøv også at bruge chili, ingefær, persille, rosmarin eller karry. Det er vigtigt altid at huske på, at der først skal saltes til sidst i tilberedningen, da saltet ellers kan udtørre svampene for meget, før de får mulighed for at opsuge alle aromaerne fra de krydderier og urter, som du tilføjer.

Rødbeder
Med deres medfødte sødme og “jordede” udtryk går rødbeder godt sammen med varme og aromatiske krydderier såsom kommen, spidskommen, ingefær, kanel og fennikel. Hvis du ikke ønsker at fremme det sødmefulde udtryk, kan du med fordel tilføje lidt citron. Om end det er lidt friskrevet citronskal eller saft fra en appelsin eller citron, vil syren balancere og tilføre din ret friskhed. Prøv også at tilføje nogle urter – basilikum, persille, mynte eller koriander. Disse er alle kendt for at fremhæve det bedste i rødbeden.
 

Åben din verden 
Et generelt tip er, at man bør åbne sin verden op for at se, hvad den byder på. Der er ikke noget, der er forkert. Det er en læringsproces at finde ud af, hvad de forskellige grøntsager og krydderier kan, og hvor stærk mad man er til. Lav et lille indkøb på 15 forskellige krydderityper og prøv stille og roligt at indføre dem i madlavningen. Krydr dine grøntsager lidt ad gangen, steg dem i krydderier eller brug krydderierne i en dressing til salaten. Krydderier behøver ikke kun at blive brugt i den klassiske curry-ret. Brug dem også i andre forskellige retter og prøv dig frem for at finde ud af, hvad der smager godt.

Husk, at du som Simple Feast-kunde har adgang til vores digitale kogebogs-app 'Simple Feast - Opskrifter'. Hent den her (iTunes) eller her (Google Pay). App’en kan hjælpe dig med at opdage nye inspirerende måder at tilberede grøntsager på.


Hvad er dit bedste tip? 

VÆLG DIN KASSE

13.08 2018
Indlæser Samtale