Restauranter til kamp mod klimaændringer

Har du hørt om nonprofit-organisationen ZeroFoodprint?

ZeroFoodprint blev stiftet i 2014 med en vigtig vision om at gøre en forskel for klimaet. Organisationen hjælper restauranter (og diners) med at gå forrest i kampen mod klimaændringer ved at give dem nogle opnåelige guidelines til at reducere eller helt stoppe deres CO2-udslip.

Organisationens guidelines tager udgangspunkt i den nyeste forskning inden for fødevarer og klimaændringer, så restauranterne kan foretage informerede valg og opnå de bedst mulige resultater. Vidensdeling er helt essentiel, så restaurantejerne forstår, hvordan forskellige produkter, udstyr og metoder påvirker klimaet.

Uanset hvilke effektive metoder der tages i brug for at reducere eller helt stoppe restauranternes CO2-udslip, vil de dog stadig have en slags CO2-aftryk. For at kompensere for dette støtter ZeroFoodprint aktivt en række fødevarerelaterede projekter rundt om i verden med henblik på CO2-reducering.


Idéen til ZeroFoodprint opstod i København

Anthony Myint (restauratør, kok, forfatter og madkonsulent) fik idéen til ZeroFoodprint, da han var i København på en lederskabskonference sponsoreret af Noma i 2014. Han var for nylig blevet far, og det havde forstærket hans ønske om at gøre en forskel for klimaet. Med en baggrund i restaurationsbranchen var restauranterne et naturligt fokus for ham.

Sammen med sine venner Chris Ying (forlægger og redaktør på det prisvindende madmagasin Lucky Peach) og miljøkonsulent Peter Freed blev tankerne om at gøre en forskel til handling. De vidste, at restauratører ville donere penge til sagen, men der måtte være noget, der gav et dybere og mere dedikeret engagement i at reducere eller helt fjerne CO2-aftrykket. Dette blev til ZeroFoodprint.

Michelin-restauranten Noma i København og San Franciscos Mission Chinese Food var ZeroFoodprints to første kunder. Siden er der kommet mange flere til. Se listen her. ZeroFoodprint-restauranter er bl.a. med til at finansiere klimavenlige landbrugsmetoder og bidrager til øget jordbundssundhed og udbud af gode ingredienser. Tiltag som alle bidrager til at bremse klimaændringer.


Øget bevidsthed om mad og klimaændringer

”Vi vil gerne lukke kløften mellem den abstrakte idé om klimaændringer og de enkle hverdagshandlinger, vi mennesker og restauranter kan gøre i dagligdagen for at mindske vores klimaaftryk. Det kan gøres ganske simpelt. Metoderne kan spænde fra at tage 1,5 kroner ekstra for en oksekødsret (for at kompensere for måltidets højere CO2-aftryk) til at skifte kulfyret ud med vedvarende energi. Nogle restaurantejere ender rent faktisk med at spare penge på forsyningsregninger efterfølgende,” udtaler Chris Ying, medstifter af ZeroFoodprint.

Anthony Myint håber også, at denne CO2-bevidsthed vil blive spredt ud til forbrugerne ligeså vel som til restauranterne: ”Folk, som ikke er ernæringseksperter, har stadig en ret god fornemmelse af deres daglige kalorieindtag, men jeg tror ikke, at de har samme slags indre beregning, når det kommer til CO2-aftryk fra fødevarer." Som han påpeger, kan du blot vælge at bestille en stegt kyllingesandwich frem for en burger og dermed reducere dit CO2-aftryk med tre eller fire gange.

Du kan læse meget mere om organisationen ZeroFoodprint her.

VÆLG DIN KASSE

10.04 2019