Sojaproduktion til landbrugsdyr har fatale konsekvenser for klimaet

Det globale sojaforbrug er nærmest eksploderet grundet vores stigende efterspørgsel på kød og mejeriprodukter! Alene i Danmark importerer vi hvert år 1,7 millioner tons soja, som primært bruges til dyrefoder i landbruget. Den ekspanderende sojaproduktion har fatale konsekvenser for klimaet og biodiversiteten i områder som Amazonas, Cerradoen og Chacoen. Produktionen har også negative konsekvenser for vandmiljøet og de lokale folks sundhed og muligheder for at blive og opretholde et liv på deres jorde.

På verdensplan bliver 70 % af alt soja brugt til dyrefoder i en presset form, som kaldes sojakager. 98 % af alle sojakager bruges til dyrefoder, og eftersom 96 % af Danmarks import er sojakager, må det forventes, at den danskimporterede soja primært bruges til vores landbrugsdyr.

I Sydamerika beslaglægger vi et areal næsten på størrelse med Sjælland, Falster og Bornholm tilsammen udelukkende til sojaproduktion. Med det følger rydning, opdyrkning og opsplitning af naturarealer, nedgang i biodiversitet, jorderosion, forurening af jord, vand og luft, drivhusgasemissioner, stort forbrug af sprøjtegifte samt overtrædelser af arbejdsrettigheder og lokales rettigheder.

Dansk landbrugs klimaaftryk udgør op mod 27 % af Danmarks samlede drivhusgasudledning, når udledning fra importeret foder og pesticider også regnes med. Danmarks udledning af drivhusgasser fra produktionen af kød og mejeriprodukter er højere end gennemsnittet i EU, hvilket bl.a. skyldes betydeligt store udledninger fra sojaimporten.


Chacoen i Sydamerika er under voldsom destruktion

I Danmark importerer vi det meste af vores soja fra Argentina, hvor særligt Chacoen lider under sojamarkernes udbredelse. Chacoen er Sydamerikas næststørste skov, som med sine 110 millioner ha strækker sig over Argentina, Bolivia, Paraguay og Brasilien. I løbet af de sidste to årtier har Chacoens skove oplevet nær verdens største konvertering til landbrug, primært til sojaproduktion og kvægdrift. Faktisk forsvinder Chacoskovene med en hastighed, der matcher eller overgår fældningen af regnskovene — selv Amazonas. Mere end otte millioner hektarer af Chacoen er blevet ryddet i løbet af bare 12 år, hvilket hovedsageligt er på grund af etableringen af sojamarker. - En tendens som har været accelererende.

Chacoen er et fantastisk område rigt på dyre- og planteliv. Engang var det et uigennemtrængeligt område, som var habitat for særligt tilpassede, næsten magiske væsener. Chacoens mange dyr står over for at miste deres levesteder, hvis udviklingen fortsætter. På bare 28 år er 20 % af Chacoen blevet ryddet. Fældningen af Chacoskoven efterlader et fragmenteret landskab, der er katastrofalt for dyrenes overlevelse. Jaguaren og andre store rovdyr har brug for enorme områder til at jage på, så fragmenteringen af skovene gør det umuligt for dem at opretholde en sund bestand. Tabet af nøglearter som jaguaren vil få drastiske konsekvenser for det resterende økosystem, hvilket er stærkt bekymrende. Et nyligt studie fra Humboldt Universitetet estimerer, at mere end halvdelen af alle fugle og 30 % af alle pattedyr, der findes i Chacoen i dag, vil være uddøde om 10-25 år, hvis der ikke gøres en stor indsats for at bevare området.

Amerikanske landbrugs- og fødevarevirksomheder som Cargill og Bunge har infiltreret Gran Chacos skove ved at fælde og brænde dem ned for at gøre plads til store sojamarker. Sojaen er ikke naturligt egnet til Chacoens hårde klima, og derfor er den her genetisk modificeret og kræver store mængder kemisk gødning og giftige pesticider. Vandløb er i den forbindelse blevet forurenet, og folk fra de lokale samfund rapporterer om stigninger i antallet af fødselsdefekter, kræftsygdomme og respiratoriske sygdomme. Selv deres kæledyr og husdyr oplever følgerne af denne eksponering over for herbicider. Udover alvorlige sundhedsproblemer har dyrkningen af soja skabt mangel på fødevarer hos de lokale.


Dansk landbrugsindustri stiller ingen krav til sojaimport

Den soja, der kommer til Danmark, importeres gennem havne, som har vist sig at håndtere en del problematisk soja. Den danske landbrugsindustri importerer altså soja, der har forårsaget afskovning og kostet uvurderlig natur samt overtrådt lokale folks rettigheder og påvirket deres helbred.

Den danske landbrugsindustri vil ikke tage ansvar for deres del af skovrydningen ved at stille krav til den soja, der bliver importeret. De stiller i dag ingen krav til sporbarhed af den importerede soja, som de fodrer dyrene med. Dvs. at hverken kødproducenter eller forbrugere har mulighed for at vide, om de dyr og det kød, de køber, har forårsaget afskovning og overtrædelse af menneskerettigheder.


Hvis du vil være med til at bremse de altødelæggende klimaforandringer, som nærmer sig med hastige skridt, er det mest effektive, du kan gøre, at reducere dit kødforbrug.
 

VÆLG DIN KASSE

12.10 2018