Season Feast - Dag 1

Rødbede-shawarma i lune fladbrød

Rødbeden er en af vores efterårsfavoritter. Her har vi givet rodfrugten kærlighed ved at tage os tid til at marinere og bage den. Det gør konsistensen herligt chewy, mens rødbeden udvikler dybde i smagen. Den rummer bitre noter, som vi balancerer med skarpere smage i måltidet. De saltede citroner i dressingen, de syltede rødløg, og den friske agurk er lige det modspil, den karakterfulde bede har brug for.

Der gemmer sig en rig kulinarisk historie i rødbeden, som både var populær hos grækerne og romerne. Sidstnævnte lavede den til juice, hvilket vi jo stadig gør i dag, mens det er gået lidt i glemmebogen, at rødbedens grønne top er en delikatesse i sig selv. Brug den i salater eller giv den hurtig varme på panden.

Indhold

Bagte rødbeder, løg og champignon i en krydret marinade inspireret af Mellemøsten.

Tortilla wraps* (HVEDEMEL*, vand, rapsolie*, glukosesirup*, salt, sukker*, emulgator: lecitin, syre: citronsyre, hævemiddel: natriumbicarbonat, stabilisator: xanthangummi), spidskål*, kikærter*, rødbede*, agurk*, champignon*, rødløg*, yoghurtalternativ* (vand*, SOJABØNNER*, bifidus og acidophilus kulturer), solsikkeolie*, tomatpuré* (tomater*, salt), sirup*, grønne oliven*, citronsaft*, olivenolie*, persille*, limesaft*, vand, sur-sødsauce* (vand, sukker*, risedikke*, salt, hvidløg*, rød chili*), saltede citroner*, SESAMFRØ*, havsalt, purløg*, spidskommen*, hvidløgspulver*, hvidløg*, chiliflager*, paprikaflager*, hvidvinseddike* (indeholder SULFITTER), sort peber*, sumak*, fajita krydderiblanding* (indeholder SELLERI og SOJA), kanel*, æbleeddike*, shawarma krydderiblanding*, løgpulver*.

* = økologisk

Allergener forekommer i: Rødbede-shawarma: Selleri, soja Chilipasta: Sulfitter Purløgsdressing: Soja Marinerede kikærter: Sesamfrø Fladbrød: Gluten

Næringsindhold pr. 100 g Energi: 589 kJ / 141 kcal Fedt: 6,8 g Heraf mættede fedtsyrer: 0,5 g Kulhydrat: 17 g Heraf sukkerarter: 3,0 g Kostfibre: 3,7 g Protein: 4,2 g Salt: 0,23 g

Servering

Før du går i gang med at lave mad, anbefaler vi, at du læser vejledningen grundigt og finder det køkkengrej frem, som skal bruges til madlavningen. Start gerne madlavningen med at vaske og klargøre grøntsager og urter - så er selve tilberedningen let at gå til.

  1. Forvarm ovnen til 180°C. Kom rødbede-shawarma i et ovnfast fad og varm det i 8 min.
  2. Steg kikærterne på en varm pande i olie i 2-3 min.
  3. Skær spidskålen i strimler og hak persille og dens stilke samt de grønne oliven groft - oliven kan indeholde sten.
  4. Vend spidskål, persille, oliven og stegte kikærter i en skål med den lysegule dressing med saltede citroner.
  5. Skær agurken i skiver og anret på en lille tallerken.
  6. Tør panden af og varm fladbrødene på panden i 10-12 sek. Pak fladbrødene ind i et rent viskestykke og hold dem lune indtil servering.
  7. Kom purløgsdressing, chilipasta og syltede rødløg i hver sin lille skål. Fyld fladbrødene med rødbede-shawarma, kikærtesalat og frisk agurk og afslut med rødløg, dressing og chilipasta efter smag.