Apps

Blåbærtærte med mascarpone

Daniel Boulud

Kok

Hvad får man, hvis man blander franskmændenes finesse, amerikanernes overdådighed og italienernes lækre oste i en vidunderlig dessert? Svaret er naturligvis en let og elegant blåbærtærte med mascarpone! 

Det bedste fra de tre verdener

Med Daniel Bouluds franske udgave af den klassiske, amerikanske blåbærtærte har han taget det bedste fra de to køkkener og forenet dem i én herlig blåbærtærte med mascarpone. Den tunge dej, som man normalt ser på de amerikanske pies, er i denne blåbærtærte med mascarpone skiftet ud med en tyndere og lettere tærtebund. Hertil har Daniel Boulud også udeladt tærte-låget, så blåbærtærtens smag ikke overdøves, og de vidunderlige bær får lov at komme til deres ret. 

Blåbær 

Blåbær er i sæson hele sommeren, og er perfekte i bagværk De små mørkeviolette bær giver et helt fantastisk farvespil til det cremehvide mascarponefyld. Bærrene er som små bomber af smag, og deres syrer og friskhed matches af de søde og fede smage fra blåbærtærtens bund og mascarponefyld.

Brug din fantasi og sommerens fristelser

Blåbærtærte med mascarpone er en ideel sommersnack og kan varieres i både smag og udseende. Blåbærtærten kan pyntes med extra toppe af mascarpone, som drysses med karamelliseret citronskaller og revet muskatnød. Du kan også anvende andre af sommeren herligheder og toppe din tærte med blåbær, hindbær, jordbær eller et mix af dem alle. 

Blåbærtærte med mascarpone

8 personer

Aktiv tid: 40 minutter

Samlet tid: 3 timer

Ingredienser

Tærtedej 

  • 70 g blødt smør 

  • 70 g flormelis 

  • 110 g hvedemel 

  • 1 nip salt 

  • 0,5 æg, pisket let sammen

Tærtefyld

  • 1 bæger (250 g) mascarpone

  • 50 g sukker 

  • 2 spsk. hvedemel

  • 1 æg 

  • 1 æggeblomme

  • 2 spsk. fløde 

  • Skallen af ½ stor citron

Tærtetopping

  • Skallen af ½ stor citron

  • 500 g friske blåbær

  • 200 g blåbærsyltetøj

  • 1 nip stødt muskatnød + ekstra til pynt 

  • Evt lidt ekstra mascarpone og kandiseret citronskal til servering

Fremgangsmåde

Tærtedej

  1. Rør smør, flormelis, mel og salt sammen med en grydeske eller elpisker på middel hastighed, til det har konsistens som grove brødkrummer. 

  2. Tilsæt æg, og rør videre til ægget akkurat er blandet i. Pas på ikke at overrøre dejen.

  3. Vend dejen ud på et let meldrysset bord, og ælt den om nødvendigt en gang eller to, så den hænger sammen. Tryk dejen flad, pak den ind i køkkenfilm og læg den på køl i mindst 1 time.

Udrulning af dejen

  1. Stil en 23 cm tærteform med løs bund på en bageplade beklædt med bagepapir.

  2. Drys lidt mel på bordet og over dejen, og rul den ud med en kagerulle. Drys mere mel på bordet og kagerullen undervejs, om nødvendigt.

  3. Rul dejen ud til den er ca 2 cm større end formen.

  4. Flyt forsigtigt dejen over i formen, og tryk den ud i formen. Rul kagerullen over toppen af tærteformen, og fjern på den måde den overskydende dej.

  5. Stil på køl i 30 min.

Bagning af tærtebunden

  1. Forvarm ovnen til 175°C.

  2. Læg et stykke bagepapir på den afkølede dej, og fyld formen med bagekugler, tørrede bønner eller ris. Bag tærtebunden i ca. 25 min., til den er let gylden i kanten.

  3. Tag tærteformen ud af ovnen, og fjern bagekugler/bønner og bagepapir. Stil tærten tilbage i ovnen, og bag den ca. 6 min. mere, til bunden er let gylden.

  4. Stil så tærteformen på en bagerist og afkøl helt. 

Tærtefyld

  1. Skru ovnen ned på 150°C.

  2. Rør forsigtigt mascarpone og sukker sammen med en el-pisker på middel-lav hastighed. 

  3. Tilsæt mel, og rør det forsigtigt i til det er blandet godt sammen. 

  4. Rør det hele æg i og tilsæt derefter æggeblommen og derefter fløden. Når dette er rørt sammen, tilsættes citronskallen.

  5. Skrab mascarponefyldet ned i den forbagte tærtebund, og bag tærten i 20-22 min., til fyldet er stivnet.

  6. Stil tærten på en rist, og afkøl en smule. Stil den herefter på køl i køleskabet, og afkøl helt.

Topping og servering

  1. Bland citrusskal, blåbær, blåbærsyltetøj og muskatnød sammen. Bred toppingen ud over den afkølede tærte og servér straks.

Lyst til mere inspiration til hvordan du bruger sæsonens friske bær?

Så tag et kig i vores farverige univers med masser af opskrifter til alle lejligheder. Her finder du blandt andet vores opskrift på chokoladekage med sæsons bær eller hvad med brombærmuffins med hvid chokolade og lakrids? Et lettere alternativ findes i vores lækre sommerlige smoothies.