En tallerken med laekre falafler

Falafel: Opskrift på lækker, vegansk falafel

Vores tre Simple Feast kokke
Simple Feast
Vores kokke

Værsgo’! Her får du vores helt egen opskrift på sprød, vegansk falafel – en lækkerbisken fra Mellemøsten. Vores falafler følger en klassisk opskrift lavet på kikærter, løg, spidskommen og frisk, bredbladet persille. De smager mildt af varme krydderier og er noget for hele familien! 

Falafel er en populær spise i det vegetariske og veganske køkken, hvor den fungerer godt som fyld i alt fra pitabrød til salater. Vi serverer gerne vores falafler med naanbrød/pitabrød, hummus, sprød salat, saftig agurk, hjemmerørt chilipasta samt gulerødder vendt med sesam og mild yoghurtdressing.

Stjerneingrediensen i både hummus og falafel er den elskede kikært. Den smager mildt og tager smag af de krydderier, den tilberedes sammen med. Hummus og falafel kan derfor laves i mange forskellige smagskombinationer ved for eksempel at bruge friske hakkede urter og forskellige tørrede krydderier.

Køkkentricks - bagepulver i veganske falafler

Den opmærksomme læser har måske lagt mærke til, at vores opskrift på vegansk falafel indeholder en smule bagepulver. Det har vores dygtige kokke tilføjet til opskriften, for at undgå at den færdige veganske falafel ender som en klæg og kompakt kanonkugle. 

Når falafelfarsen, med bagepulver i, rammer den varme olie puffer falaflerne lidt op frem for at trække sig sammen.

Tip til dine veganske falafler

Falafel- og hummus-krydderiblandinger indeholder som regel stort set det samme, og derfor kan man normalt bruge lige såvel den ene som den anden. Der kan dog være lidt forskel på, hvor meget spidskommen der er i, så det er ikke sikkert, det er nødvendigt med den ekstra spidskommen, der er nævnt i ingredienslisten. Smag på krydderiblandingen inden du bruger den første gang og se, om du synes, den smager nok af spidskommen.

Vi køber vores falafel- og hummus-krydderiblandinger i ASA Spice. 

Vegansk falafel med frisk persille og bagepulver

4 personer, 12 falafler  Tilberedningstid: 45 minutter

Ingredienser

  • 200 g tørrede kikærter

  • Rapsolie eller anden smagsneutral olie

  • 1 finthakket løg

  • 2 fed finthakket hvidløg

  • 2 spsk. kikærtemel

  • 2 spsk. falafel-krydderi

  • Et nip stødt spidskommen, evt. (se tip)

  • 1 tsk. grøntsagsbouillonpulver

  • ½ tsk. fint havsalt

  • En knivspids bagepulver

  • 2 tsk. citronsaft

  • En lille håndfuld finthakket bredbladet persille

  • Bredbladet persille til pynt

Fremgangsmåde

Dagen inden

  1. Kom kikærterne i en skål og dæk dem med vand. Lad dem stå i blød natten over ved stuetemperatur.

Veganske falafler

  1. Opvarm lidt olie på en stegepande ved middelhøj varme. Kom løg og hvidløg på panden og steg til løgene er bløde, 5-7 minutter. Kom løgene i en stor skål og afkøl.

  2. Hæld imens vandet fra kikærterne, kom dem i en foodprocessor og hak dem fint. Bland de hakkede kikærter sammen med de afkølede løg.

  3. Kom kikærtemel, falafel-krydderi, grøntsagsbouillon, salt og bagepulver i en anden skål og rør det jævnt sammen. Tilsæt kikærte-løgblandingen, citronsaft og hakket persille. Rør det hele jævnt sammen.

  4. Steg et lille stykke af falafelfarsen og smag efter om den er krydret, som den skal. Tilsæt evt. stødt spidskommen til farsen.

  5. Del falafelfarsen i 12 lige store dele og tril dem til kugler.

  6. Sæt et stege-/sukkertermometer i en høj gryde med 3 cm olie i bunden og opvarm olien til 160 grader.

  7. Friter falaflerne gyldne på alle sider, ca. 3 minutter i alt. Der må ikke være for mange i gryden ad gangen så gør det evt. ad nogle omgange. 

  8. Lad falaflerne dryppe af på køkkenrulle og server på en tallerken drysset med persille.

Serveringsforslag

Server de sprøde falafler med en portion klassisk hjemmelavet hummus eller en portion gulerodshummus - lavet helt uden kikærter og med frisk gurkemejerod. 

Spis sammen med asiatisk kålsalat med gomadressing eller madpandekager med gurkemeje

Velbekomme!

28.05 2019