Apps

Wraps med grillede kejserhatte og gulerodshummus (glutenfri)

Wraps med grillet kejserhat og gulerodshummus - glutenfri - Simple Feast
Seamus Mullen

Seamus Mullen

Kok

Hvis du sætter pris på lækre og smagfulde madoplevelser, så skal du prøve disse wraps med grillede kejserhatte og gulerodshummus. Her får du et dejligt mættende mellemmåltid, som er perfekt til at have med på farten. Du kan også lave retten til aftensmad.

Søger du efter glutenfri retter, er disse wraps med kejserhatte og gulerodshummus også et ”must try”! De traditionelle wraps lavet på hvede er skiftet ud med noritang, men smagen er stadig helt eminent.

Retten er udviklet af den dygtige kok Seamus Mullen, som ejer restauranterne Tertulia og El Colmado i New York. Han er køkkenchef på Sea Containers på Mondrian Hotel i London, som er kendt for sit innovative spanske køkken. Han spiser selv glutenfri kost, og denne ret er én af hans favoritter.

Velbekomme!

Wraps med grillede kejserhatte og gulerodshummus, 4 personer

Aktiv tid: 40 min. Samlet tid: 50 min.

Ingredienser

  • 1 gulerod (skrællet og skåret i 2,5 cm stykker)

  • 1 spsk. fintrevet ingefær

  • 1 fed hvidløg (meget finthakket)

  • 1 spsk. hvid miso (helst shiro miso)

  • 2 spsk. honning

  • 80 ml risvinseddike

  • 2 spsk. ristet sesamolie

  • Fint havsalt

  • Friskkværnet sort peber

  • 170 g kejserhatte

  • 40 g surkål (helst en ukrydret surkål eller anden fermenteret kål)

  • 20 g radisespirer

  • 1 radise (skåret i tynde skiver på et mandolinjern)

  • 4 store plader noritang

  • 500 g gulerodshummus (helst Seamus’ Gulerods- og gurkemejehummus)

  • 8 kviste koriander

Fremgangsmåde

Vinaigrette

  1. Bring en mellemstor gryde med saltet vand i kog. Fyld en mellemstor skål med isvand.

  2. Blanchér gulerodsstykkerne ganske kort til de er møre, ca. 4 minutter, og kom dem direkte over i isvandet. Afkøl helt. Tag gulerodsstykkerne op af isvandet og afdryp på køkkenrulle.

  3. Kom blancheret gulerod, ingefær, hvidløg, miso, honning, risvinseddike og sesamolie i en kraftig blender. Blend det jævnt. Krydr med salt og peber.

Wraps

  1. Opvarm en grillpande ved middelhøj varme.

  2. Del kejserhattene i to på langs, pensl med olie og krydr med salt og peber.

  3. Gril kejserhattene til de er bløde og gyldenbrune, ca. 4 minutter pr. side.

  4. Tag kejserhattene af panden, skær dem i skiver og kom dem i en mellemstor skål sammen med surkål, spirer og radiseskiver. Vend med et let lag vinaigrette og krydr med salt og peber.

  5. Læg et stykke noritang på en bambusrullemåtte og pensl kanterne med lidt vand. Bred en fjerdedel af hummussen ud på tangpladen, men lad der være en lille kant tilbage foroven og forneden hvor du har penslet med vand. Kom også en fjerdedel af grøntsagerne og to korianderkviste i og rul wrappen sammen. Gentag med de sidste wraps og det sidste fyld og spis med det samme.