A carrot a day keeps the doctor away...
Hvorom alting er, så skulle du tage og prøve denne lækre opskrift på grillede gulerødder med gulerodssauce!
Gulerodssauce
Synes du, at en gulerodssauce lyder lige spændende nok, så er der ikke andet at sige end; prøv den! Saucen er tilberedt med øje for både det sure, søde og let bitre og smager helt vidunderligt sammen med de grillede gulerødder og umami-rige ristede pistacienødder.
Knuste hørfrø - hvad er deres egenskab?
De knuste hørfrø har en gelerende effekt, når de kommer i kontakt med væske. I gulerodsjuice hjælper de med at give gulerodssauce en tykkere konsistens, som i sidste ende resulterer i en rundere og blødere mundfornemmelse af saucen. Dét kan vi lide!
Grillede gulerødder og andre grøntsager
Det kræver ikke nødvendigvis en grill når du skal tilberede grillede gulerødder. Denne opskrift er udviklet ved brug af en helt almindelig ovn. For det bedste resultat skal du blot tænde din ovn på max grader - og hvis nødvendigt - give gulerødderne et par minutter på ovngrill lige inden du tager dem ud.
Grillede gulerødder med gulerodssauce, pistacienødder og koriander
4 personer
Tilberedningstid: 30 minutter
Ingredienser
Grillede gulerødder
12 gulerødder
2 tsk. salt
Gulerodssauce
0,5 L gulerodsjuice
2 spsk. knuse hørfrø - malet næsten til mel
1 spsk. sukker, med top
Saften af ¼ citron
2 tsk. olivenolie
Anretning
2 spsk. ristede og saltede pistacienødder
En lille håndfuld koriander
Fremgangsmåde
Gulerodssauce
Hæld gulerodsjuicen i en lille gryde og bring det i kog ved middelhøj varme. Skru ned for varmen og lad juicen koge langsomt ind til ca. det halve.
Hæld gulerodsjuicen i en lille skål og rør knuste hørfrø, sukker, citronsaft og olivenolie i.
Lad gulerodssaucen trække, mens du tilbereder gulerødderne.
Grillede gulerødder
Forvarm ovnen til 250°C.
Skær top og bund af gulerødderne. Vend dem med en smule vand, så de bliver fugtet, og drys dem derefter med salt.
Bred dem ud på en bageplade og gril dem i ovnen i ca. 30 minutter til de er møre og let brændte rundt omkring. Vend gulerødderne en gang undervejs.
Tag gulerødderne ud af ovnen og afkøl dem helt.
Anretning
Sigt gulerodssaucen gennem en finmasket sigte.
Portionsanret saucen med ca. 1 spsk. per tallerken, eller øs den på et stort fad.
Skær gulerødderne igennem på langs, og anret dem på tallerkenerne eller fadet. Drys med pistacienødder og plukket koriander.
Vidste du?
Vidste du, at guleroden kan have andre farver end orange? Guleroden, der oprindeligt stammer fra Afghanistan, var før i tiden mest populær i farverne hvid, lilla og grøn. Endvidere kan rodfrugten også fås i gul og med striber i orange og lilla. Den orange farve vi bedst kender i dag, stammer fra karotenoider, som også er farvegiver i mange andre gul-orange frugter og grøntsager.
De triste gulerødder i grøntsagsskuffen
Har du gulerødder i overskud, kan vi anbefale at bruge dem i en af vores andre opskrifter med gulerødder. Prøv Seamus Mullens lækre hummus med gulerod og gurkemeje eller kast dig ud i en portion vegetar bourguignon med gulerod-chunks.
Er du mere i humør til det asiatiske-køkken, kan du prøve en portion lo mein nudler med sprøde grøntsager, friske forårsruller med hoisinsauce eller en portion nem aftensmad ala sursøde grøntsager med ris.