Apps

Kartoffelpizza med løgrelish

Kartoffelpizza med løgrelish - Simple Feast
Arne Astrup

Arne Astrup

Kok

Denne skønne veganske kartoffelpizza er en bombe af smag og lækkerhed. De bløde og milde kartofler kombineret med den søde og syrlige løgrelish får kartoffelpizzaen til at smage som det rene slik! 

Selvom pizza ofte skriger på ost, så mangler der ikke så meget som et eneste drys på denne udgave af vegansk kartoffelpizza. Kombinationen af løgrelish’en, kartoflerne med frisk persille og den sprøde pizzabund er smag og tekstur nok i sig selv!

Dette er bestemt en kartoffelpizza, som du ikke vil gå glip af!

Kartoffelpizza og...

Server denne veganske kartoffelpizza som en rig snack eller til aftensmad sammen med en lækker og fyldig salat som denne bønnesalat med tre slags bønner.

Står solen højt på himlen og er vi midt i asparges sæsonen, kan du også kaste dig ud i en let og lækker aspargessalat

En opskrift af Arne Astrup

Opskriften er udviklet af Arne Astrup, som er overlæge, forsker, forfatter og professor. Siden 1990 har han været leder af Institut for Idræt og Ernæring ved Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet og har dermed en dyb forståelse for, hvordan kroppen reagerer på det, vi putter i munden.

Han har en stor begejstring for mad og har udgivet flere kogebøger, bl.a. sammen med Claus Meyer.

Tips og tricks til kartoffelpizza

  • Ligger du inde med en håndfuld rodfrugter, som du ikke kan få brugt, prøv da at bytte nogle - eller alle - af kartoflerne ud med fx. knoldselleri eller pastinak. 

  • Optimale forhold for en helt sprød bund opnås bedst ved at bage din kartoffelpizza på en bagesten, hvis du har én. 

  • Pizzaen smager også godt kold til frokost dagen efter.

Vegansk kartoffelpizza med løgrelish

4 personer Tilberedningstid: 1 time

Ingredienser

Pizzadej

  • 400 g hvedemel (evt. lidt ekstra)

  • 100 g rugmel

  • 20 g gær 

  • 3 dl lunkent vand

  • 1½ tsk. fint salt

  • 2 tsk. sukker

Løgrelish

  • 1 rødløg i tynde skiver

  • 0,5 dl æbleeddike

  • 2 spsk. sukker

  • 1 tsk. salt

  • Friskkværnet sort peber

Vegansk kartoffelfyld

  • 800 g kartofler

  • 1 bundt bredbladet persille

  • 4 fed hvidløg

  • 1,2 dl rapsolie

  • 2 spsk. æbleeddike

  • 1 tsk. salt

  • Friskkværnet sort peber

  • Merianblade, evt.

Fremgangsmåde

Pizzadej

  1. Bland hvede- og rugmel i en mellemstor skål.

  2. Smuldr gæren i vandet i en stor skål. Rør salt og sukker i. Rør melblandingen i.

  3. Vend dejen ud på et meldrysset bord og ælt den godt til den hænger sammen (den vil være forholdsvis klistret). 

  4. Kom dejen i en ren skål og dæk den med køkkenfilm. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse, ca. 1 time.

Løgrelish

  1. Kom imens rødløg, eddike, sukker, salt og peber på en lille sauterpande over middel varme, rør sammen og bring væden i kog. 

  2. Skru ned for varmen og lad det simre i 15-20 minutter til løgene er blanke, væden er fordampet og det hele er karamelliseret. Rør i det af og til.

  3. Stil til side og afkøl før brug.

Vegansk kartoffelfyld

  1. Forvarm ovnen til 300 grader.

  2. Bring en stor gryde med saltet vand i kog.

  3. Skræl eller skrub kartoflerne og skær dem i tynde skiver. Blanchér kartoffelskiverne i det kogende vand til de akkurat er møre, afdryp og kom dem i en stor skål.

  4. Kør persille, hvidløg, rapsolie, eddike, salt og peber til en jævn dressing i en kraftig blender. Hæld det over kartoflerne og vend dem forsigtigt med dressingen.

Bagning af kartoffelpizzaen

  1. Læg et stykke bagepapir på en bageplade.

  2. Drys lidt mel på køkkenbordet og vend dejen ud på det.

  3. Rul dejen ud til én stor pizza eller flere små. Pizzabunden skal være ca. ½ cm tyk.

  4. Læg pizzabunden på bagepladen. Smør løgrelishen ud på pizzabunden og læg kartoffelskiverne ovenpå så de overlapper lidt.

  5. Bag kartoffelpizzaen til bunden er sprød og gylden, 15-25 minutter (alt efter hvor kraftig din ovn er).

Servering

  1. Skær den lune veganske kartoffelpizza ud og servér med resten af løgrelishen ved siden af.

Vild med pizza?

Er du også vild med pizza? Det kan du tro, at vi er! 

Blandt vores vegetariske opskrifter, finder du derfor også en børnevenlig pizza, hvor alt fra bund til tomatsauce også er hjemmelavet. Opskriften kalder på mozzarella, men prøv den endeligt med en plantebaseret ost i stedet. 

Kunne du tænke dig endnu mere inspiration, hjælp og vejledning til hvordan du laver verdens bedste hjemmelavet pizza? Så hent vores app ‘Simpel Feast - opskrifter’ og se vores teknikvideoer, hvor 11 x verdensmester i pizzabagning Tony Gemignani viser, hvordan du bedst ælter, skærer og former en pizzadej.