Apps

Linsedeller med persillepesto

Vegetarfrikadeller på pande - Simple Feast
Vores tre Simple Feast kokke

Simple Feast

Vores kokke

Simple Feasts kokke har virkelig gjort sig umage med at udvikle den perfekte fars baseret på røde linser til vores linsedeller. Resultatet er de lækreste linsedeller, der serveres med en himmelsk, hjemmelavet persillepesto.

Linsedellerne består udover røde linser af kartofler, stegte løg, ristede hasselnødder, en smule garam masala samt andre dejlige smagsgivere. Vores friske persillepesto fungerer fantastisk som en kølig dip til de lune linsedeller. 

Vi lover, at selv de mindste i familien kan være med på vores smagfulde deller. Hvis der skulle være nogle til overs, så fungerer vores linsedeller også super fint i madpakken dagen efter.

Linsedeller

4 personer

Aktiv tid: 60 min. Samlet tid: 2 timer og 15 min.

Ingredienser

Våd blanding

  • 15 g knuste hørfrø

  • 15 g hirsemel

  • 45 ml vand

Linsedeller

  • 150 g russet kartofler, skrubbet godt

  • 75 g grønkål

  • 175 g røde linser, skyllet godt og eventuelle småsten sorteret fra

  • 650 ml vand

  • 40 g grovvalsede havregryn

  • 15 g hasselnødder, ristede og finthakkede

  • 25 g finthakket løg

  • 5 g finthakket hvidløg

  • 10 g grovkornet sennep

  • ½ spsk. grøntsagsbouillonpulver

  • ¾ tsk. tamari

  • ¾ tsk. garam masala

  • ½ tsk. fint havsalt

  • ¼ tsk. friskkværnet sort peber

Persillepesto

  • 15 g finthakket bredbladet persille

  • 15 g solsikkekerner, letristede

  • 1,5 spsk. ekstra jomfruolivenolie

  • 1,5 spsk. avocadoolie eller rapsolie (ekstra til stegningen)

  • ¼ tsk. fintrevet citronskal

  • 1 spsk. citronsaft

  • ¼ tsk. agavesirup

  • 1 nip fint havsalt

  • 1 nip friskkværnet sort peber

  • ¾ tsk. vand

  • Mikrogrønt, evt.

Tip

Alt efter hvor friske linserne er, kan der være stor forskel på kogetiden. Start med at se til dem efter 20 minutter, selvom de skal muligvis koge helt op til 45 minutter. Hvis du vil have linserne til at køle hurtigere af så bred dem ud på en bageplade (beklædt med en silikonemåtte eller bagepapir) og stil pladen i køleskabet.

Fremgangsmåde

Våd blanding

  1. Kom knuste hørfrø og hirse i en lille skål og rør vandet i. Lad det stå og trække mens du laver linsedellerne.

Linsefars

  1. Kom imens kartoflerne i en gryde og dæk dem med 2 cm vand. Bring i kog og lad kartoflerne simre til de er møre, når man stikker i dem med en urtekniv, ca. 30 minutter. Tag kartoflerne op af kogevandet og afkøl dem.

  2. Bring en stor gryde med saltet vand i kog. Fyld en mellemstor skål med isvand.

  3. Riv grønkålen af stænglerne og kasser stænglerne. Kog grønkålsbladene til de er møre, ca. 2 minutter, og kom dem derefter direkte over i isvandet. Afkøl helt. Tag grønkålen op af isvandet og afdryp på køkkenrulle. Hak kålen groft.

  4. Kom linser og vand i en stor gryde. Bring i kog og lad linserne simre til de er møre, men ikke alt for bløde, 30-40 minutter.

  5. Hæld linserne i en sigte og skyl dem i koldt vand. Afkøl helt (se tip).

  6. Mens kartofler, grønkål og linser køler af, blandes resten af ingredienserne til linsedellerne i en mellemstor skål.

  7. Skræl kartoflerne og kom dem i en stor skål sammen med linserne. Mos begge dele med en kartoffelmoser. Tilsæt kålen og mos det igen, så det bliver blandet sammen. Rør den våde blanding i og derefter løgblandingen og sørg for, at det hele bliver blandet godt sammen. Stil farsen på køl i 1 time. Så bliver det nemmere at forme dellerne.

Persillepesto

  1. Kom imens persille, solsikkekerner, begge olier, citronskal og -saft, halvdelen af agavesiruppen samt salt og peber i en kraftig blender. Pulsér det kort sammen, tilsæt om nødvendigt lidt vand og smag evt. til med ekstra agavesirup. Kom pestoen i en lille serveringsskål. Giver 80 ml persillepesto.

Stegning af linsedellerne

  1. Forvarm ovnen til 175 grader.

  2. Læg et stykke bagepapir eller en silikonebagemåtte på en bageplade.

  3. Steg et lille stykke af farsen og smag efter om den er tilpas krydret.

  4. Brug en 60 ml målekop til at dele linsefarsen i 12 lige store dele (ca. 55 g hver) og form dem til linsedeller. Hvis farsen bliver for svær at arbejde med så stil den lidt på køl og/eller gør hænderne fugtige.

  5. Opvarm lidt olie i en stor slip-let-pande. Brun linsedellerne ad flere omgange så der ikke er for mange på panden ad gangen, ca. 2 minutter på hver side. Læg dem forsigtigt over på bagepladen. Tør panden af mellem hver omgang. Bag linsedellerne færdige i ovnen til de er varmet igennem, 6-8 minutter.

Servering

  1. Anret linsedellerne på tallerkener, 3 stk. til hver. Top evt. med mikrogrønt samt lidt persillepesto eller server pestoen ved siden af.

Tip

Linsedellerne egner sig også godt til at fryse ned. Brun dem i så fald og læg dem til afkøling på en bageplade. Dæk bagepladen til med køkkenfilm og stil den i fryseren i op til 1 måned. Varm linsedellerne i en 175 grader ovn i 12-15 minutter eller til de er lune i midten.

Andre veganske opskrifter

Hvis du er på udkig efter flere veganske opskrifter, kan vi varmt anbefale, at du kigger i vores opskriftsamling. Her finder du en masse forskellige opskrifter fra hele verden, der spænder fra vegansk lasagne til sprøde pakoras

God fornøjelse!