Apps

Kokosbar

Thomas Rode

Kok

De skønne kokosbarer fungerer glimrende som enten dessert på julebordet, på konfektfadet eller som en sød foræring. Kokosbaren er fuld af muligheder og kan tilsmages efter lyst og humør.

Prøv fx at vende kokosmassen med lidt friskrevet citron- eller appelsinskal, vanilje eller frysetørret hindbær.

1 portion, 20 stk 

Ingredienser

  • 1 dl kokosolie 

  • 1 dl usødet kokosmælk 

  • 75 g groft kokosmel 

  • 200 g mørk chokolade 85%

  • 1 knivspids salt 

Vejledning

  1. Kom kokosolien i en lille gryde, og smelt den ved svag varme.

  2. Rør kokosmælken i og dernæst kokosmel og en smule salt i. Juster evt. med mere kokosmel, så konsistens bliver som grød.

  3. Hæld kokosmassen i en passende form – en lille bradepande, plastikbøtte, springform eller lignende. Højden på kokosmassen skal være ca. 2 cm Sæt den i fryseren i minimum 2 timer.

  4. Tag den ud af fryseren og lad den stå i ca. 10-15 minutter, indtil kokosmassen let slipper formen.

  5. Sæt chokoladen over i et vandbad, mens kokosmassen tør let op: 

  6. Kom vand i bunden af en gryde og sæt en skål ned i vandet. Undgå, at der kommer vand op i skålen. Sæt blusset på svag varme, knæk chokoladen i stykker og læg den i skålen.

  7. Skær kokosmassen op i 20 passende stykker.

  8. Vend skiftevis kokosstykkerne i den smeltede chokolade og sæt dem på et spækbræt dækket med bagepapir. Stil spækbrættet med kokosstykkerne på køl i ca. 1 time. De opbevares bedst i en lukket bøtte på køl.