Apps

Langtidshævede luciaboller med safran

Sif Orellana

Sif Orellana

Kok

Luciaboller fyldt med glødende safran hører til én af julens absolutte favoritter. I denne opskrift er der eksperimenteret med en dej, der kan langtidshæves på køl natten over, hvilket giver bollerne en skøn krumme og mere smag. De er alt for gode til kun at blive bagt denne ene gang om året, så husk opskriften, når vinden rusker i trækronerne en kold januardag.

16 luciaboller

Aktiv tid: 40 minutter

Samlet tilberedningstid: 9 timer

Ingredienser

  • 50 g smør 

  • 3 dl sødmælk 

  • 15 g gær

  • 100 g yoghurt naturel 

  • 1 knivspids (¼ g) safran-pulver

  • 75 g sukker

  • ½ tsk. salt 

  • 550 g hvedemel 

  • 1 æggeblomme og rosiner til pynt

Fremgangsmåde

  1. Smelt smørret i en gryde og rør mælken ud deri. Hæld blandingen over i en skål og rør gæren ud i den.

  2. Tilsæt yoghurt, safran, sukker, salt og mel og ælt dejen godt igennem. Dæk skålen til med folie og lad den hvile i køleskabet natten over (eller mindst 8 timer).

  3. Del dejen i 16 stykker (først fire og derpå fire). Tril de 16 stykker til 15 cm lange slanger. Form slangerne til luciabrød (som på billedet – s’er eller krydsede s’er).

  4. Læg luciabrødene på en bageplade med bagepapir. Put rosiner ned i hullerne i s’erne og lad bollerne efterhæve i 20-30 minutter.

  5. Forvarm imens ovnen til 200°C.

  6. Pensl de efterhævede boller med en æggeblomme rørt op med 1 spsk. vand og bag i 10-12 minutter.

  7. Servér varme med iskoldt smør.