Julen er hjerternes fest og der er ikke noget som en god mazarinkage, der varmer om hjertet. Denne udgave er naturligvis med marcipan og hertil godt med sæsonens syrlige madæbler til at afbalancere den søde kage.
1 kage
Aktiv tid: 25 minutter
Samlet tilberedningstid: 70 minutter
Ingredienser
Mazarinkage
300 g marcipan
100 g sukker + lidt mere til æblerne
175 g smør, blødt
2 æg, stuetemperatur
2 spsk. hvedemel
1 citron, skal heraf
3 æbler
1 spsk. kanel
2 spsk. sukker
Citroncreme
500 g græskyoghurt
1 citron, saft og skal heraf
4 spsk. flormelis
Fremgangsmåde
Mazarin
Forvarm ovnen til 180°C.
Riv marcipanen og ælt den sammen med sukker til en ensartet masse.
Tilsæt smørret lidt efter lidt og derefter æggene et ad gangen.
Kom til sidst mel og fintrevet citronskal i.
Mix det sammen med hænderne, til en jævn og homogen masse, men uden at røre for meget, da du ellers risikerer, at den skiller.
Fjern kernehus fra æblerne og skær dem ud i ½ cm tykke både. Drys med kanel og sukker og vend godt sammen.
Kom mazarinmassen i en smurt springform (24 cm) og fordel æblebådene udover.
Bag kagen i ovnen i 40-45 minutter, indtil den er gylden på toppen og fast i midten.
Tag kagen ud og lad den køle helt af, før den skæres i stykker og serveres med citroncreme.
Citroncreme
Rør yoghurt med flormelis, citronskal og -saft til en glat creme. Smag til med ekstra flormelis og citronskal efter behov.