Apps

Rosenkål i ovn med sort hvidløg og dild

Vores tre Simple Feast kokke

Simple Feast

Vores kokke

Rosenkålens comeback

Lad os få det af vejen med det samme: Rosenkål kan langt mere end dens rygte antyder. Især de mindste omkring bordet har det med at vrænge næse af de grønne rosenformede knopper. Men julen er jo hjerternes fest. Og vi bruger anledningen til at drysse lidt kærlighed over de små kålhoveder. For rosenkål er andet end bitterhed. Med den rette tilberedning kan rosenkål smage fantastisk og gøre julen en anelse grønnere og mere velsmagende. 

De kuldeelskende kålhoveder

Der er gode grunde til, at vi har sat rosenkål på julemenuen. Rosenkål er nemlig en rigtig vintergrøntsag. Faktisk udvikler rosenkålene først deres smag fuld ud, når de udsættes for frost. Så et køligt efterår og en frostfyldt vinter er så klart at foretrække for kålhovederne. Vidste du forresten, at rosenkål har fået deres engelske navn “brussel sprouts”, da man mener, at rosenkål blev dyrket i store mængder i nærheden af Bruxelles i 1500-tallet?.

Brug ovnen

I vores opskrift bliver rosenkål bagt i ovnen. De yderste blade kan pilles af, hvorefter rosenkålen vendes med salt og peber, lidt olivenolie og bliver sat ind i ovnen på høj varme. Ovnens høje temperatur giver rosenkålene en sprød, let brændt overflade, hvorefter temperaturen sænkes og rosenkålene bliver bagt, til de har en silkeblød midte. Netop denne bagning får det bedste frem i grøntsagen.

Det nye sort

Selvom bagt rosenkål sagtens kan stå alene, så får de ikke lov i denne gang. Vi bærer nemlig julen ind med en fermenteret ingrediens i form af sorte hvidløg. Et hvidløg, der ikke er hvidt, kan føles som et sansebedrag. Men sorte er de, de nye smagsgivere, vores kokke har udviklet i vores fermenteringsværksted. Kokkene lader hvidløgene hvile ved 60°C i to måneder, hvilket resulterer i en langtidskaramellisering af det friske hvidløg, der ændrer smag fra skarp til syrligsød, mens det skifter farve. De runde og smagfulde hvidløg blendes til en ketchup, som har alt det, de bløde, bagte rosenkål har brug for: Umami, sødme og en masse krydret dybde. 

Det behøver ikke være svært

Vi ved godt, at julen kan kræve meget af os. Hvis vores opskrift på ketchup med sort hvidløg er lidt for omstændig, så lad det ikke stoppe dig fra at have en grøn og smagfuld jul. Hop ind på vores hjemmeside og køb de sorte hvidløg, som vi selv har fermenteret, men også selve ketchuppen, som er lige til at gå til. Vi sladrer ikke til nogen. Glædelig jul.

 

Ingredienser

  • 400 g rosenkål

  • 1⁄2 bdt. dild

  • Olivenolie

  • Salt og friskkværnet sort peber

Ketchup med sort hvidløg

  • 150 g muscovadosukker 

  • 1 helt sort hvidløg 

  • 1 tsk. æblecidereddike

  • 2 tsk. mørk balsamico

  • 2 dl vand

  • 1 stort løg, finthakket

  • 1 tsk. tomatpuré

  • 1 nip salt

  • 1 nip allehånde

  • 1 nip kanel

  • Olie til stegning

Fremgangsmåde

Ristede rosenkål

  1. Forvarm ovnen til 225°C.

  2. Rens og klargør rosenkålen; fjern de yderste blade og skær evt. en smule af den grove bund af. Vend rosenkål med lidt salt og olivenolie og rist i ovnen i 10 minutter.

  3. Sænk temperaturen til 200°C og bag yderligere i 15 minutter Vend rundt i rosenkålene ca. hvert 5 minut De er færdige, når ydersiden er mørk og sprød, men blød på indersiden.

Ketchup med sort hvidløg

  1. Pil de sorte hvidløgsfed fri for skal og sautér dem med løg i lidt olie i ca. 10 minutter. Tilsæt de øvrige ingredienser og lad det simre ved svag varme, til løgene er bløde ca. 10 minutter.

  2. Blend ketchup med en stavblender, til den har en glat konsistens.

Anretning

  1. Vend de ovnristede rosenkål med ketchup med sort hvidløg og smag til med salt. Drys med grofthakket dild og servér.

Mere grøn jul?

Du kan kombinere denne opskrift på rosenkål i ovn med vores andre opskrifter til jul til et overdådigt julebord.