Dette er en rigtig voksen-dessert; hjemmelavet pæresorbet smagt til med pæreeddike og godt med grappa! Sorbeten kan serveres som en selvstændig dessert, men vil også passe godt til en kraftig chokoladekage eller en anden tung eller kraftig kage/dessert, da det er en dejlig og frisk sorbet!
Opskriften kræver ikke nødvendigvis en ismaskine. Har du ingen, kan du i stedet hælde sorbetmassen direkte i en plastikbeholder og indfryse den. Når massen er helt frossen, så vend pære-isklumpen ud på et skærebræt, og hak den groft. Smadr derefter isklumperne i en foodprocessor, til sorbeten er blød og cremet, og hæld den tilbage i boksen, og sæt den i fryseren. Rør i sorbeten 2-3 gange med ½ times mellemrum, så er den cremet og klar til servering.
1 portion.
Ingredienser
Fennikel- og pæresorbet
5 dl vand
180 g rørsukker
40 g glukosesirup
½ tsk. fennikelfrø
500 g pære
1 fennikel
2 ½ spsk. pæreeddike, eller anden lys frugteddike
2 spsk. grappa
Skovsyre, grøn eller rød
Tørrede pærer
2 pærer
Vejledning
Sorbet
Kom vand, rørsukker, glukosesirup og fennikelfrø i en gryde og kog det op, til sukkeret er opløst.
Skær pærer og fennikel ud i små stykker – lad bare skrællen blive på pærerne.
Kom pære- og fennikelstykker i den varme sukkerlage, og lad det koge i 5-10 minutter ved svag varme.
Tag gryden af varmen og hæld pære, fennikel og sukkerlage i en blender. Blend til en glat masse.
Sigt massen gennem en grovmasket sigte, så den bliver helt glat, men der stadig kommer lidt frugtkød med igennem.
Smag til med pæreeddike og grappa og sæt sorbetmassen i køleskabet.
Når massen er helt afkølet, hæld den da i en ismaskine og kør den til sorbet (følg vejledningen på din ismaskine). Kom den færdige sorbet i en skål eller plastikbøtte og sæt den i fryseren, så den bliver helt fast inden servering.
Sorbeten kan være på frost i 3-4 dage og holde sin gode cremede konsistens. Hvis sorbeten står længere, begynder den at danne store iskrystaller og blive hård og lidt trist at spise. Skulle det ske, kan sorbeten smeltes og derefter fryses på ny i ismaskinen.
Servér sorbeten med sprøde, tørrede pærer og lidt skovsyre på toppen.
Tørrede pærer
Skær de hele pærer i helt tynde skiver. Brug gerne et mandolinjern.
Læg pæreskiverne på et stykke bagepapir på en bageplade og tør dem i ovnen ved 60°C varmluft (og gerne med ovnlågen på klem) i 2½-3 timer til de bliver helt sprøde. Vær opmærksom på, at pæreskiverne bliver lidt brune under tørringen.
Opbevar de tørrede pærer i en lufttæt beholder, så de ikke trækker fugt til sig. På den måde, kan de holde sig sprøde i lang tid.