Simple Feasts kokke står bag denne skønne opskrift på dahl. En populær ret fyldt med saft, kraft og smag!
Den cremede dahl er en vegetarisk klassiker fra det indiske køkken, og dahl findes i et utal af varianter. Både grøntsager, smagsgivere og krydderier kan variere i den krydrede gryderet - ikke bare fra region til region, men også fra årstid til årstid.
I vores dahl opskrift koges røde linser og kartoffelchunks op i en cremet sauce bestående af karamelliseret løg, chili, tomat, mandelmælk, frisk ingefær, gurkemeje og hvidløg. Den smages til med varme krydderier som garam masala, sød paprika og stødt koriander.
Den børnevenlig udgave
Hvis du gerne vil have vores vegetariske dahl til at smage lidt mildere, kan du erstatte den stærke chili med peberfrugt. Så skal den nok blive et hit hos selv de mindste i familien!
Serveringsforslag
Dahl smager skønt med Simple Feasts raita og en portion hjemmelavet naanbrød med varme krydderier og olivenolie. Opskriften på disse kan du finde i vores app ‘Simpel Feast - opskrifter’.
Her finder du også hundredvis spændende opskrifter på plantebaseret hverdagsmad.
Dahl med kartofler, linser, mandelmælk, ingefær og gurkemeje
4 personer Tilberedningstid: 60 minutter
Ingredienser
350 g kartofler, skrællet og skåret i mundrette tern
Olivenolie
1 stort rødløg skåret i smalle både
½ almindeligt hvidt løg skåret i tern
2 spsk. finthakket ingefær
2 fed finthakket hvidløg
½ finthakket chili
3 fintsnittede soltørrede tomater
1-2 tsk. garam masala
Et nip sød paprika
Et nip gurkemejepulver
Et nip stødt koriander
1 tsk. gærflager
350 g tomater i tern (friske eller på dåse)
4,5 dl usødet mandelmælk
1½ tsk. agavesirup
100 g røde linser
Pynt; kørvel og citronskal
Fremgangsmåde
Kom kartoffeltern i en mellemstor gryde og dæk dem med letsaltet koldt vand. Bring vandet i kog og lad derefter kartoflerne simre i 10-15 minutter til de er møre.
Dræn gryden for vand og sæt kartoffelternene til side til senere.
Opvarm en god sjat olie i en stor sauterpande ved middelhøj varme. Kom rødløgsbådene på panden og steg dem til de er brune på alle sider - ca. 10 minutter. Kom løgbådene over på en tallerken.
Opvarm en ny sjat olie på sauterpanden ved middelhøj varme. Tilsæt løgtern, ingefær, hvidløg og chili og steg det hele let gyldent - ca. 5 minutter.
Rør de soltørrede tomater, alle krydderierne og gærflagerne i og steg til det dufter - ca. 1 minut.
Tilsæt tomaterne inkl. væden fra dem, mandelmælken og agavesiruppen og varm op til det simrer. Læg låg på sauterpanden og lad simre i 5 minutter.
Blend det hele jævnt med en stavblender (eller hæld det forsigtigt over i en kraftig blender og derefter tilbage på sauterpanden igen). Tilsæt linserne og giv dem 10-15 minutter til de er møre, men ikke alt for bløde. Rør jævnligt undervejs så det ikke brænder på.
Tilsæt de kogte kartoffeltern til linserne og smag dahlen til med salt. Fortynd den evt. med lidt vand.
Server dahlen i skåle og top med rødløg i både, kørvel og citronskal.
Har du brug for en hjælpende hånd?
Har du brug for hjælp til at spise lidt flere grøntsager i hverdagen? Så er vores måltidskasser måske noget for dig! Prøv for eksempel vores Family Feast - denne måltidskasse kommer med tre skønne måltider i grønne udgaver, hver uge!