Apps

Vegetarpasta med skovens svampe og rosmarin

Pasta med svampe og rosmarin - Simple Feast
Sif Orellana

Sif Orellana

Kok

Hurtig aftensmad er noget, de fleste af os sætter pris på i hverdagen, hvor tiden godt kan have en tendens til at løbe fra os. Det er dog ikke altid, at hurtig hverdagsmad og velsmag går hånd i hånd. Det gør de her. Denne skønne opskrift fra Sif Orellana giver dig et lækkert og smagfuldt måltid på blot 20 minutter - det bliver næsten ikke bedre.

Hurtig hverdagsmad

Denne vegetariske pasta er en favorit, når det kommer til hurtig hverdagsmad. Den kan tilberedes ofte - særligt gennem hele efteråret og starten af vinteren, når supermarkederne bugner af friske svampe. Måske du endda selv kan finde nogle i skoven? 

Retten er naturligvis vegetarisk og indeholder et væld af dejlige svampe, rosmarin, hvidløg og en god pasta. 

Et fremragende eksempel på at nem og hurtig hverdagsmad sagtens kan få dine smagsløg til at juble! 

Server med en lun portion pandestegt hjertesalat med kapers eller sprød grønkålssalat med æble og valnødder. 

Buon appetito!

Vegetarpasta med skovens svampe og frisk rosmarin

4 personer Tilberedningstid: 20 min.

Ingredienser

Vegetarpasta

  • 4 fed finthakkede hvidløg

  • 1 stort hakket løg

  • Olivenolie

  • 2 kviste rosmarin

  • 450 g blandede svampe

  • 1,5 dl fløde

  • Salt

  • Friskkværnet sort peber

  • 400 g pasta (kan erstattes af en lidt større mængde frisk pasta)

Topping

  • Grofthakket bredbladet persille

  • Parmesanost (parmesanost er lavet på animalsk osteløbe og kan evt. erstattes med en anden hård ost, hvis du ønsker det)

  • Friskkværnet sort peber

Fremgangsmåde

  1. Opvarm lidt olivenolie i en sautérpande og svits hvidløg og løg heri til løgene bliver klare.

  2. Pil rosmarinnålene af stænglerne og hak dem fint. Kom dem på panden.

  3. Rengør svampene og skær dem ud i halve eller kvarte. Put dem i sauterpanden og lad dem svitse med i 6-8 minutter.

  4. Tilsæt fløden og lad retten simre i 2-3 minutter. Smag til med salt og peber.

  5. Vend svampene med den kogte pasta og server retten i dybe skåle med en stor håndfuld grofthakket bredbladet persille, et gavmildt riv af en god parmesan og et drys friskkværnet peber.

Til dig og familien 

Leder du efter flere spændende pastaopskrifter, kan du også kaste dig ud i vores børnevenlige spaghetti med grøntsagsboller og tomatsauce eller en portion vegansk lasagne

Ønsker du lidt mere tid i hverdagen - og hjælp til at spise flere grøntsager - så prøv en af vores måltidskasser! De indeholder nemme, plantebaserede og økologisk måltider til tre dage. Maden er klar på kun 10 minutter! 

Prøv for eksempel vores Family Feast - den har tre børnevenlige måltider i grønne udgaver hver uge!